Iben Hjejle efter alvorligt sygdomsforløb: ‘Jeg skal nok komme tilbage’

Iben Hjejle – Foto: Instagram

Sidste år åbnede Iben Hjejle op om sit sygdomsforløb. Nu giver skuespilleren en opdatering, hvor hun understreger, at hun er i bedring.

I oktober sidste år åbnede den 53-årige skuespiller Iben Hjejle op om sit sygdomsforløb. Her fortalte hun blandt andet, at det var så alvorligt, at hun frygtede for sit liv.

Det fortalte skuespilleren i den populære podcast ‘Sitter’, som hun siden 2018 har lavet sammen med TV-værten Signe Lindkvist.

Iben Hjejle sagde ligeledes, at hun siden starten af september havde været så syg, at hun var nødt til at aflyse alle sine ellers udsolgte forestillinger på Teatret ved Sorte Hest – ligesom hun også havde taget en sygepause fra sine podcasts.

“Først fik jeg meget høj feber, sådan influenza … Så fik jeg sådan en virusinfektion, hvor man ikke nødvendigvis har feber, men det blev sådan værre og værre med hoste, og så skete der det i sidste weekend, at jeg fik sådan nogle hosteanfald, så jeg troede, at jeg skulle dø,” fortalte Iben Hjejle dengang i ‘Sitter’-podcasten ifølge B.T.

Går til talepædagog

Nu giver Iben Hjejle endnu en opdatering på sit sygdomsforløb.

I et interview med Se og Hør afslører den 53-årige skuespiller således, at hun er i bedring efter sin sygemelding.

“Der er stadig rust på stemmen. Men jeg arbejder igen. Indlæser bøger og arbejder, men det var en lang drøj en. Jeg går til talepædagog, og jeg har indkøbt alle mulige forskellige dampapparater. Alle sejl er sat til. Jeg skal nok komme tilbage,” siger hun til ugebladet.

Tilbage i oktober blev årsagen til sygemeldingen ikke oplyst. Men nu fortæller Iben Hjejle til ugebladet, at hun har været syg med “100 dages hosten”, også kendt som kighoste.

Ifølge Statens Serum Institut er kighoste en luftvejsinfektion forårsaget af en bakterie.

Den giver kraftig hoste og kan være meget ubehagelig for voksne, mens den for små børn kan være direkte livsfarlig. Symptomerne kan vare i op til tre måneder med gradvist mildere hoste.

Iben Hjejle er en anerkendt dansk skuespiller, kendt for sine roller i både film, tv og teater. Hun er blandt andet berømt for sin rolle i tv-serien ‘Klovn’ og har siden optrådt i flere danske og internationale produktioner.

Nu har den danske festival afsløret de første navne til fredagens program. Her er der flere internationale stjernenavne på plakaten.