Han havde ellers tidligere ytret håb om det.
Holger Rune havde håbet på et comeback.
Men nu har danskeren truffet en ny beslutning.
Det betyder meget efter en lang og krævende genoptræning.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Holger Rune har besluttet ikke at stille op til den kommende grand slam-turnering US Open.
Det skriver den danske tennisspiller på Instagram.
Tidligere i august lød det ellers fra danskeren, at han fortsat håbede på at blive klar til grand slam-turneringen i New York, efter at han i oktober sidste år rev sin ene akillessene over.
Men sådan bliver det altså ikke.
– Mit team og jeg har besluttet, at en grand slam-turnering ikke skal være min første turnering at vende tilbage til, skriver danskeren på Instagram.
Holger Rune har flere gange i de seneste måneder måttet udskyde sit comeback. I foråret håbede han at deltage i Hamburg og efterfølgende French Open.
Senere håbede han at komme tilbage til græssæsonen, men det var også en omgang for tidligt.
Siden har håbet været at blive klar til US Open, der begynder sidst i august, men det kommer altså heller ikke til at ske.
Tidligere har Rune indikeret, at det også var en mulighed, at han fik comeback ved Davis Cup-landskampene 18. og 19. september i Hillerød.
Til DR og TV 2 Sport bekræfter mor og manager Aneke Rune fredag aften, at planen er, at comebacket bliver i Danmarks Davis Cup-opgør mod Bulgarien.
Det var under en semifinale i oktober 2025 i Stockholm, at Rune kom galt afsted.
Pludselig gav hans ben efter midt i en duel, den nu 23-årige dansker faldt til jorden, og kort efter blev det bekræftet, at han havde overrevet akillessenen.
Siden har han været igennem en omfattende genoptræning, blandt andet i Qatar.
Danskeren er dumpet helt ned som nummer 102 på verdensranglisten, men på grund af en såkaldt “protected ranking” vil han stadig få adgang til de største turneringer, når han vender tilbage.
Holger Rune har i den seneste tid genoptrænet i spanske Murcia med Carlos Alcaraz.
Den spanske stjerne har døjet med en håndledsskade siden april, men torsdag meldte han ud, at han får comeback i US Open.
RITZAU
