Holger Rune kan se frem til en kæmpe økonomisk gevinst.
Den danske tennisstjerne har nemlig landet en gigantisk sponsoraftale med ketsjergiganten Wilson – en kontrakt, der ifølge B.T. bliver den største af sin slags siden Roger Federer var en del af det verdenskendte mærke.
Den 23-årige dansker har skrevet under på en femårig aftale, som allerede blev afsløret af B.T. i april, men først for nylig er blevet offentliggjort.
Det skriver B.T.
Ifølge avisens oplysninger kan Rune se frem til et tocifret millionbeløb hvert eneste år alene i faste sponsorpenge.
(Artiklen fortsætte under billedet)

Og det kan blive endnu vildere.
Kontrakten indeholder nemlig store bonusordninger, som betyder, at beløbet vokser markant, hvis Rune leverer topresultater på banen.
Vinder han store turneringer og kæmper sig tilbage mod toppen af verdensranglisten, kan den samlede aftale ifølge B.T. ende med at være mellem 60 og 70 millioner kroner værd over de næste fem år.
Den lukrative aftale kommer på et vigtigt tidspunkt for danskeren, der i ni måneder har været ramt økonomisk efter den alvorlige skade, han pådrog sig i oktober og som har holdt ham væk fra tennisbanen.
Rune har gennem flere år været sponsoreret af den franske ketsjerproducent Babolat, men den aftale udløb ved udgangen af 2025.
Kampen om den danske stjernes underskrift har dog stået på længe.
Allerede sidste år kunne B.T. fortælle, at flere af verdens største ketsjerproducenter var involveret i et regulært millionkapløb for at sikre sig Holger Rune.
Nu er det altså Wilson, der har trukket det længste strå – og belønningen kan blive enorm for den danske tennisprofil.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Holger Rune og hans team om den nye millionaftale, men det har endnu ikke været muligt.
