En 39-årig rocker idømmes fængselsstraf for at have været i besiddelse af et skydevåben i nogle dage sidste år.
Straffen lyder på tre år og tre måneders fængsel. Dommen blev afsagt i Københavns Byret tirsdag formiddag, hvor den blev ført som en tilståelsessag.
Den dømte – Danni Meisler – er medlem af Hells Angels.
Han forklarede i retten, at han havde købt pistolen omkring årsskiftet mellem 2023 og 2024 med henblik på at sælge den videre.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Derudover forklarede han, at han kun havde pistolen på en adresse.
Af retsmødebegæringen fremgik det ellers, at han havde haft pistolen siden slutningen af august 2023 og indtil 5. januar 2024. Her lød det også, at han havde været i besiddelse af våbnet i offentligheden.
Sigtelsen blev berigtiget under retsmødet.
I strafudmålingen lagde retten vægt på, at han tidligere er straffet for lignende kriminalitet.
Som 22-årig blev han idømt 14 års fængsel for et skuddrab på en 29-årig mand på Voldens Bodega i Brønshøj.
Desuden fik han i 2011 seks måneders fængsel for at være i besiddelse af et skydevåben.
Danni Meisler ankede dommen med det samme.