Håndgranat kastet ind i neglesalon: Iraker anholdt

En 31-årig irakisk mand er blevet anholdt og sigtet for at have detoneret en håndgranat foran en neglesalon i Københavns Nordvestkvarter.

Det oplyser Københavns Politi tirsdag på det sociale medie X.

Sprængningen fandt sted i krydset mellem Frederikssundsvej og Tomgårdsvej natten til 21. april omkring klokken 03.10.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Flere personer befandt sig i nærheden, men ingen kom noget til.

Den anholdte mand bliver tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg. Det sker med henblik på varetægtsfængsling.

– Den 31-årige er sigtet for besiddelse af eksplosivstoffer, for at have bragt håndgranaten til sprængning samt for at have forvoldt fare for andre personers liv eller førlighed, skriver politiet.

Anklageren vil begære dørene lukket.

I så fald vil det ikke være muligt at høre mandens eventuelle forklaring.