Guardiola giver City én procents chance mod Real Madrid

Den engelske fodboldklub Manchester City har kun omkring én procents chance for at slå Real Madrid samlet og gå videre til ottendedelsfinalerne i Champions League.

Det vurderer City-træner Pep Guardiola før onsdagens returkamp i Spanien.

Englænderne smed i sidste uge på hjemmebane en 2-1-føring i slutfasen og tabte 2-3 til de spanske modstandere.

– Alle ved, hvor svært det er, når man er i denne position.

– Skal man sætte procenter på, så er det én. Den er i hvert fald minimal, siger Guardiola ifølge nyhedsbureauet AFP.

Spanieren har været cheftræner i City siden 2016 med stor succes, men i denne sæson har Guardiolas hold ikke været til at kende. I den engelske liga er holdet hele 16 point fra Liverpool på førstepladsen.

Selv om det generelt har set skidt ud, vil City jagte den minimale chance for avancement, når det onsdag går løs i Madrid.

– Vi vil gøre, som vi altid har gjort, men i denne sæson er virkeligheden bare, at vi har været for langt fra.

– Vi har leveret virkelig dårlige præstationer og resultater i den her sæson, siger Guardiola.

Lørdag fik City-træneren en smule opmuntring, da det lykkedes at slå Newcastle med 4-0 i Premier League.

Sejren giver dog ikke Guardiola den store optimisme før mødet med Real Madrid.

– I én kamp i lørdags spillede vi virkelig godt, men det ændrer ikke min mening eller virkeligheden.

– Men selvfølgelig er det bedre at rejse til Madrid med sådan et resultat, siger han.

Under Pep Guardiola har Manchester City vundet det engelske mesterskab seks gange. Derudover lykkedes det i 2022/23-sæsonen at vinde Champions League.

Real Madrid, der topper den spanske liga, er forsvarende mester i Europas største klubturnering.

DMI varsler hård frost og risiko for glatte veje i store dele af landet, og kombinationen af glatte veje, sne og minusgrader gør kørselsforholdene særligt udfordrende. Forsikringsselskabet Alm. Brand kommer her med de bedste råd til at undgå farlige situationer og ulykker.