Billetterne til sommerens Grøn Koncert blev nærmest revet væk på få timer. Nu er der altså kun enkelte tilbage.
I starten af april blev billetterne til dette års Grøn Koncert sat til salg.
Her blev samtlige billetter mere eller mindre revet væk i et snuptag – endda i sådan en grad, at Grøn Koncert måtte melde om tekniske udfordringer.
Også i år besøger Grøn Koncert en række danske byer, heriblandt Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valbyparken i Københavns Sydhavn.
Allerede kort efter billetsalget åbnede, var det dog blot Aalborg og Esbjerg, der stadig havde billetter tilgængelige.
En fest, der gør en forskel
Men hvis man vil sikre sig adgang til koncertstemningen, skal man skynde sig – der meldes nemlig om få billetter tilbage i Aalborg.
Turnéens syvende udsolgte by nærmer sig således med hastige skridt i endnu et rekordår for Grøn Koncert.
Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af Have Kommunikation.
Og glæden er da bestemt ikke til at tage fejl af hos formand for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen:
“Jeg er ganske enkelt målløs. Jeg er tom for ord. Det her billetsalg og publikums lyst til at feste med os er mere, end vi kunne have drømt. Det betyder rigtig meget for Muskelsvindfonden og vores arbejde med at skabe et bedre Danmark for mennesker med muskelsvind. På den måde er Grøn virkelig en fest, der gør en forskel. Både for frivillige, artister, mennesker med muskelsvind og tydeligvis vores gæster!,” udtaler formanden.
Indtil videre er seks navne tilføjet på programmet, der tæller Medina, Gilli, Pil, Kalaset, Benjamin Hav & Familien og Uro.
(Artiklen fortsætter under oversigten)
Turnéplan 2025:
17. juli: Tårnby (Udsolgt)
18. juli: Kolding (Udsolgt)
19. juli: Aarhus (Udsolgt)
20. juli: Aalborg (Få billetter)
24. juli: Esbjerg
25. juli: Odense (Udsolgt)
26. juli: Næstved (Udsolgt)
27. juli: Valby (Udsolgt)
Fokus på mangfoldighed og rummelighed
Grøn Koncert fungerer som en endagskoncert i flere byer. Sidste år fandt festivalen vej til Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og til sidst Valbyparken i Københavns Sydhavn.
I sin tid var det Muskelsvindfonden, der i samarbejde med Tuborg etablerede koncerterne i 1983.
Tanken bag var at skabe en turnéplan med fokus på mangfoldighed og rummelighed. Overskuddet fra festivalerne har desuden, siden begivenhedens spæde start, gået til Muskelsvindfonden.
Turnéen finder sted fra den 17. til den 27. juli 2025. Du kan købe billetter til Grøn i Aalborg eller Esbjerg på deres hjemmeside.