Over 3200 skoleelever deltager i Royal Runs ‚MaratonMile‛ og viser, at maraton handler om fællesskab – ikke fart.
Det er ikke alderen, der er afgørende for, om man kan løbe et maraton. Alle kan såmænd løbe med, så længe man har et støttende hold bag sig.
Det er i hvert fald tanken bag Royal Runs ‚MaratonMile‛, hvor maratondistancens 42 kilometer bliver delt op i 26 One mile-etaper.
Her kan man altså enten gå eller løbe distancen som kollektiv eller hver for sig, mens hver ‚One mile‛ bliver krydset af med et scoreboard.
Det er Esbjerg Kommune, der sammen med DGI Sydvest, står for initiativet.
De samler omkring 1400 elever fra Ribe-områdets fire skoler – Ansgarskolen, Vittenbergskolen, Vadehavsskolen og Riberhus Privatskole.
Desuden deltager Fourfeldtskolen, Rørkjær Skole, Darum Børneby, Bryndum Skole og Bakkeskolen også til Royal Run-fællestræningen og sender godt 1800 elever ud på lokale ‚One mile‛-rute.
Spreder glæde
Ifølge en pressemeddelelse fra kommunen er der altså tale om flere end 3200 skoleelever, som er klar til at snøre kondiskoene. Og det er selvsagt nogen, der glæder skolerne.
”Vi vil gerne vise eleverne, at det ikke handler om at være hurtigst, men om at bevæge sig og nå et mål sammen, og vi glæder os til at mærke det aktive fællesskab på tværs af klasser og skoler her i Ribe. Mange af eleverne skal deltage i Royal Run med deres familier eller være med som publikum, og derfor er det oplagt, at vi kan glæde os og varme op til den store motionsfest sammen,” siger idrætslærer Sanne Welinder fra Ansgarskolen i Ribe, i pressemeddelelsen.
Royal Run-fællestræning finder sted fredag den 4. april klokken 10.
På Royal Runs hjemmeside ligger både scoreboards og diplomer, som man kan printe til at holde styr på distancerne og fejre sejren. https://www.royalrun.dk/maratonmile/