Zelenskyj mener, at krigens afslutning er “langt væk”, det vil USA ikke finde sig i, siger Donald Trump
USA’s præsident, Donald Trump, siger, at USA ikke “vil finde sig i” præsident Zelenskyjs holdning til en våbenhvileaftale.
Det skriver han på det sociale medie Truth Social.
Trump har delt et billede fra en nyhedsartikel, hvor der står, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj mener, at afslutningen på krigen er “meget, meget langt væk”.
– Det er den værste udtalelse, der kunne være blevet fremsat af Zelenskyj, og Amerika vil ikke finde sig i det meget længere!, skriver Trump.
Det er en artikel fra det amerikanske nyhedsbureau AP, som Trump deler et billede af.
– Det er, hvad jeg sagde, denne fyr ønsker ikke, at der skal være fred, så længe han har Amerikas opbakning, og Europa udtalte blankt i det møde, de havde med Zelenskyj, at de ikke kan klare jobbet uden USA, skriver Trump.
Præsidenten skriver videre, at det “ikke er en god udtalelse”, når man sammenligner Ukraines styrkeforhold med Rusland.
– Hvad tænker de på, skriver Trump.
Trumps ord kommer blot få dage efter det kuldsejlede møde fredag mellem ham og Ukraines præsident Zelenskyj.
Her beskyldte Trump den ukrainske præsident for at være “utaknemmelig” og sagde, at Zelenskyj “ikke er klar til fred”.
Det har fået mange til at sætte spørgsmålstegn ved USA’s fremtidige rolle i processen om at finde fred mellem Ukraine og Rusland.