Regeringen vil nu gøre en helt særlig ting under samleje ulovligt. Ifølge ligestillingsminister Magnus Heunicke er handlingen nemlig et fysisk og seksuelt overgreb.
Uge Sex er skudt i gang, og det markerer regeringen ved, at man vil kriminalisere stealthing.
Det oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse mandag morgen.
Som lovgivningen er i dag er stealthing nemlig ikke ulovligt.
Ligestillingsminister Magnus Heunicke mener, at det er et fysisk og seksuelt overgreb, og derfor skal det straffes på lige fod med andre seksualforbrydelser.
Men hvad er stealthing egentlig?
(Artiklen fortsætter under infoboksen)
Stealthing
Stealthing kan f.eks. være, når to personer gerne vil have sex i skeden eller analsex, men det ene person siger at hun/han kun vil have sex, hvis det er med kondom. Midtvejs i samlejet trækker den ene person kondomet af uden at sige noget, og uden den anden opdager det, og forsætter samlejet.
Det kan også være, at den ene person på eget initiativ tager kondom på inden et samleje, men ombestemmer sig, og fjerner sit kondom uden at fortælle det til sin sexpartner.
‘Stealthing er et seksuelt overgreb, og ofre for stealthing kan have nogle af de samme psykiske reaktioner, som hvis man er udsat for andre former for overgreb. Og organisationer fortæller, at der findes fora på nettet, hvor mænd deler tips til, hvordan man tage kondomet af, uden partneren opdager det,’ fortæller Magnus Heunicke.
Derfor vil regeringen nu kriminalisere handlingen ved at ændre på straffeloven – på den vis skal det straffes på lige fod med andre seksualforbrydelser.
Det vil dog indebære, at det uden tvivl skal kunne bevises, at den tiltalte har begået stealthing. For eksempel ved at ødelægge kondomet eller tage det af uden partnerens samtykke eller viden.
‘Med denne her lovændring sender vi endnu et klart signal om, at kvinder har ret til at bestemme over egen krop, og at vi ikke accepterer nogen former for seksuelle overgreb,’ pointerer ligestillingsminister Magnus Heunicke.
Justitsminister Peter Hummelgaard stemmer i.
‘Stealthing er et seksuelt overgreb, der krænker offerets seksuelle selvbestemmelsesret, og det skal vores lovgivning også klart afspejle. Derfor vil regeringen nu gøre det strafbart,’ siger han.
‘De forstår ikke, at det er ulovligt’
Generalsekretær ved Sex & Samfund Majbrit Berlau sender på det sociale medie X en tak til regeringen for forbuddet.
‘De ofre vi taler med beskriver at de føler vrede, afmagt, skam+er bange for konsekvenserne. De forstår ikke at det ikke er ulovligt. Det bliver det nu! Tak @Heunicke (Magnus Heunicke, red.) @PHummelgaard (Peter Hummelgaard, red.) for en nødvendig lov,’ skriver hun.
Det er for nuværende ikke nærmere præciseret, hvornår vi kan forvente, at lovændringen træder i kraft.
Enhedslisten kyler medlem ud grundet holdninger til børns ret til kønsskifte.
- En undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at 85 procent af danskerne mener, at det er vigtigt altid at sikre samtykke til sex. (Det Kriminalpræventive Råd 2023)
- En undersøgelse blandt ca. 2.200 klienter på Melbourne Sexual Health Centre i vinteren 2017/2018 viser, at 32 procent af kvinderne og 19 procent af mændene, der har sex med mænd, havde oplevet stealthing. (Latimer et al. 2018)
- En online undersøgelse blandt ca. 2.500 18-25-årige i USA viser, at 5 procent af de deltagende mænd og 18,9 procent af de deltagende kvinder havde været udsat for stealthing. (Bonar et al. 2021)