Den Gamle By i Aarhus bliver grøn oase

Foto: Den Gamle By

Den Gamle By i Aarhus får ‘Green Attraction’-certificering for deres bæredygtige indsats, der omfatter alt fra affaldssortering til energioptimering.

Efter flere års målrettet indsats for en grønnere og mere bæredygtig drift, kan Den Gamle By i Aarhus nu endelig ånde lettet op.

Deres indsats har båret frugt.

Den Gamle By i Aarhus har nemlig nu fået tildelt en ‘Green Attraction’, skriver museet i en pressemeddelelse.

Og der er bestemt ikke tale om en lille ting.

Certificeringen forudsætter således, at man lever op til bestemte krav indenfor energioptimering, reduktion af vandforbrug, minimering af madspild, sortering og nedbringelse af affald og øget genanvendelse i blandt andet udstillinger.

En særlig rolle og forpligtelse

Som landets tredje-mest besøgte museum i 2024 med 568.275 gæster har Den Gamle By en helt særlig rolle og forpligtelse, mener bygningschef Niels Meyer.

“Gæsterne består oftest af flere forskellige generationer. Og når vores håndværkere eksempelvis arbejder med genbrugsmaterialer eller glemte teknikker, skaber det bare rigtig gode snakke. Så opdager eller genopdager man nogle værdier og principper, som vi over tid har glemt, men som giver mening at bruge igen. Og med så mange gæster gennem byporten er potentialet for at kunne gøre en reel forskel til stede,” uddyber han.

Helt nemt har det dog ikke været, erkender han.

Særligt affaldssortering i de forskellige bykvarterer har været og er stadig under udvikling.

Flere testversioner er således blevet afprøvet, da det ikke er muligt bare at kopiere den samme skraldespand over hele museet. En sådan løsning ville nemlig kunne ødelægge den samlede oplevelse for besøgende.

“Det vil være helt malplaceret at sætte moderne skraldespande op med tre fraktioner ved bageren fra 1885. Det kræver andre løsninger som trætønder eller en kærre. Så på den måde sætter vi ekstra udfordringer op for os selv, for vi vil ikke gå på kompromis med den historiske faglighed,” forklarer Niels Meyer og afslører, at bag facaden sorterer Den Gamle By affaldet i mere end 20 forskellige fraktioner.

En ny bæredygtig retning

I sidste uge lancerede Den Gamle By sin nye strategi, som de kommende fem år skal rykke museet i en ny retning. Og efter årtiers byggeri bliver der nu givet plads til nye perspektiver, målgrupper, samarbejder og samfundsansvar.

“Den Gamle By har en helt særlig viden om sociale forhold, klimavenligt byggeri, håndværk, tekstiler, madlavning og havebrug. Den viden skal vi bruge aktivt ind i en bæredygtig omstilling gennem nye gæsteaktiviteter, uddannelsesprogrammer og rådgivning og leve op til vores vision om at være et fælles hjem til tiden. På den måde kan vi sætte en større samfundsmæssig dagsorden,” slutter bygningschefen.

Indsatsen fra Den Gamle By er også bemærket af NRGI’s Værdipulje, som i år støtter museet med projektmidler, hvor dataindsigt skal reducere dets CO2-udledning og energiforbrug.

Danskerne inviteres til at stemme på 20 bud på, hvad der bedst repræsenterer den danske kulturarv – alt fra håndbold og hygge til højskoler. Se de 20 forslag nede i artiklen.