Den første dansker nogensinde: Kæmpe dansk cykelresultat

Efter en perfekt spurt vandt Mads Pedersen fredagens åbningsetape i Giroen foran rivalen. Wout van Aert. Nu bliver han den første dansker nogensinde

Smukkere og mere elegant kunne det næsten ikke gøres.

Mads Pedersen havde skrevet en drejebog, og den fuldførte Lidl-Trek til punkt og prikke, så den 29-årige dansker fra Tølløse kunne vinde 1. etape i etapeløbet Giro d’Italia.

Dermed bliver Mads Pedersen den første danske cykelrytter i den lyserøde førertrøje i det italienske etapeløb.

Trods en kuperet rute blev det en etape for de mest holdbare sprintere, og her var Mads Pedersen den stærkeste på dagen.

Mads Pedersen åbnede sin spurt 200 meter fra målstregen, og han holdt de værste rivaler bag sig.

Tættest på var Wout van Aert fra Visma, men han kunne ikke komme forbi danskeren, der var omkring et cykelhjul bedre end belgieren.

Wout van Aert havde på forhånd sagt, at han op til Giroen var ramt af sygdom, og han var i problemer flere gange, da Lidl-Trek satte et højt tempo på de to sidste stigninger.

Flere af Mads Pedersens sprinterrivaler såsom Olav Kooij og Kaden Groves kunne ikke følge med og slap feltet. Dermed var de ikke med i finalen, som kun bestod af de mest hårdføre sprintere.

Mads Pedersen fik god hjælp på etapens sidste stigning af holdkammeraten Giulio Ciccone, der er holdets bedste klatrer.

/ritzau/