Så gik den ikke længere for danske Brian Priske i Feyenoord.
Den hollandske fodboldklub skriver på sin hjemmeside, at danskeren er færdig som cheftræner i klubben.
Svingende resultater og dårlig kemi er begrundelsen for fyringen.
– Det er meget skuffende for alle parter, at vi har været nødt til at nå frem til denne beslutning, siger Feyenoords tekniske direktør, Dennis te Kloese.
– Selv om Feyenoord har opnået fine resultater med Brian i Champions League, har det hele været alt for ustabilt i de seneste måneder, og desværre ser vi for lidt fremskridt.
Fyringen kommer midt i en travl periode for den hollandske storklub.
Onsdag venter første kamp i playoffrunden i Champions League, hvor italienske AC Milan er modstanderen.
Feyenoord har spillet sig videre fra ligaspillet i den europæiske turnering blandt andet takket være en sejr på 3-0 over den tyske storklub Bayern München i slutningen af januar.
I weekenden vandt holdet 3-0 over Spara Rotterdam i den hjemlige liga, men forud for den sejr var det blevet til tre nederlag i træk for den hollandske storklub i Æresdivision, hvor holdet aktuelt indtager en skuffende femteplads.
– Jeg holder stadig meget af Brian både professionelt og som person. Alligevel må man nogle gange bare konkludere, at selv om alle havde gode intentioner, så fungerede det ikke, og på et tidspunkt er der ikke længere opbakning nok til at fortsætte, siger Feyenoords Dennis te Kloese.
Brian Priske overtog i sommeren 2024 roret i Feyenoord fra hollandske Arne Slot, der efter tre succesrige år drog videre til Liverpool.
Samme optur har der ikke været under danskerens styring i denne sæson i den hollandske storklub.
Det har resulteret i, at Priske flere gange har skullet lægge øre til kritik fra fans, medier og klubikoner.
Derfor har Priskes job i flere måneder været truet, men er blevet reddet af gode præstationer i Champions League.
I slutningen af januar var han ifølge Tipsbladet og hollandske medier så godt som afskediget.
Den uventede sejr over Bayern München gav dog lidt ekstra snor. Dagen efter meldte klubledelsen, at den havde talt ud med Priske, og parterne var blevet enige om små justeringer, så de sammen kunne kigge fremad.
Det holdt lige indtil mandag, hvor klubledelsen altså gav danskeren sparket.