Det seneste døgns udmeldinger fra den amerikanske præsident Trump og hans forsvarsminister Pete Hegseth om, hvordan Ruslands ulovlige aggressionskrig mod Ukraine skal få ende er helt uacceptable for Europa, mener Europabevægelsen.
“Vi ønsker bestemt også fred for det ukrainske folk, som har stået så meget igennem og lidt så mange tab i snart tre år. Der er en helt enkel måde den fred kan sikres på; nemlig ved at Rusland trækker sine tropper tilbage fra de besatte områder og nedlægger våbnene. Trump og USA’s kujonagtige linje i forhold til Ukraine, kalder på øget europæisk samarbejde. Det er altafgørende at vi i Danmark bidrager aktivt til at styrke samarbejdet indenfor forsvar og sikkerhed”
Sådan udtaler Formand for Europabevægelsen, Jens-Kristian Lütken, sig i forbindelse med Trumps udtalelser om fred i Ukraine:
Bevægelsen skriver i en pressemeddelelse, at den amerikanske regering på forhånd har opgivet at sikre, at Ukraine får de besatte områder tilbage. De har ifølge pressemeddelelsen også afvist, at Ukraine kan blive medlem af NATO. De uddyber med at skrive, at de ikke mener, at USA vil ikke sende tropper til Ukraine som del af en fredsbevarende styrke, som heller ikke kan opstilles i NATO-regi.
De sender altså en skarp kommentar mod Præsident Trump, der ifølge dem har rejst spørgsmål om Præsident Zelenskys legitimitet som leder og til stor forargelse hos bevægelsen heller ikke endnu givet garanti for, at Ukraine får en plads ved forhandlingsbordet.
“Det er helt uacceptable vilkår, som allerede nu er blevet lagt frem af den amerikanske regering. Hvis det her bliver resultatet, har Putin fået næsten alt hvad han drømmer om og mangler kun at installere en russisk marionet-regering i Kyiv. Det er en katastrofe for Ukraine. Men også for hele Europa, som er efterladt uden sikkerhed og beskyttelse af sine grænser fremadrettet” understreger JKL, Bente og Sinne.
Den Danske Europabevægelse er en selvstændig, dansk, tværpolitisk organisation. De skriver om sig selv på sin hjemmeside:
‘Vi samler dem, der tror på, at de europæiske lande står stærkere sammen end hver for sig. Det gælder både gennem EU-fællesskabet, Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi blander os i debatten om fælleseuropæiske problemstillinger herhjemme, vi afvikler åbne arrangementer, og vi laver oplysning for unge. Foreningen er åben for alle’