En 33-årig mand tildelte en 56-årig så mange tæsk, at han endte med at afgå ved døden. Den afstumpede dødsvold var dog ikke nok for den 33-årige, som ligeledes filmede drabet og vidersendte videoen via Snapchat.
En særdeles chokerende sag har ramt domstolene.
33-årige Jesper Nielsen Bak sad torsdag for retten, da han har begået et brutalt overfald, der endte med de mest tragiske konsekvenser, da offeret efter to måneder i en hospitalsseng afgik ved døden.
Vi skal tilbage til den 23. september 2023, hvor Jesper Nielesen overfaldt den 56-årige på en adresse i Bedsted i Thy.
Her tildelte den dømte en 56-årig mand „hårde hælspark‟ mod hovedet. Spark, som endte med at koste manden livet, skriver TV Midtvest.
Jesper Nielsen Bak filmede overfaldet og videresendte det via det sociale medie Snapchat.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I dommen blev der lagt vægt på, at manden selv erkendte, at det var ham på videoen, og at han udsatte den nu afdøde for hælspark.
Voldsmanden tørrede et par tårer væk fra kinderne, da retsformanden læste dommen op.
„Det er vold af grov karakter, der er begået mod en sovende værgeløs person‟, lød det fra retsformanden, da han læste dommen op.
Nægter sig skyldig
Jesper Nielsen har konsekvent nægtet at erkende sig skyldig, men han har dog erkendt tre spark mod det nu afdøde offer.
Sparkene, som også blev filmet, må være årsagen til dødsfaldet ifølge Retslægerådet.
Den 56-årige var indlagt i knap to måneder, før han døde af en svær hjerneskade. Manden havde flere løse tænder, brud på flere knogler i ansigtet samt hjernelæsion som følge af volden.
Jesper Nielsen Baks forsvarer Ib René Laursen satte dog under sin procedure spørgsmålstegn ved dødsårsagen. Han lagde vægt på, at der har været tale om ’diffus hjerneskade’ som dødsårsag, at der er konkurrerende skadesårsager, og at retslægerådets konklusion dermed er ”noget skråsikker uden støtte i sagens bilag”, lød det torsdag i retten, inden sagen blev afgjort, skriver TV Midtvest.
Derfor mente forsvareren kun, at hans klient kunne dømmes for grov vold, og at straffen skulle lyde på seks til ni måneders fængsel.
Flerdagesbrandert
Der skulle have været fire personer til stede på adressen den skæbnesvangre aften.
To af de andre, som den nu dømte var venner med, har også været sigtet i sagen, men de er ikke tiltalt, da anklagemyndigheden ikke mener, de var med til at begå volden.
De tre skulle have drukket en masse øl sammen den aften. Den dømte har i retten benævnt det som en flerdagsbrandert.
Den nu afdøde ankom til adressen nogle timer senere og lagde sig på sofaen, hvor han skulle overnatte. Den tiltalte kendte ham ikke rigtigt, har han tidligere forklaret i retten.
Den 33-årige Jesper Nielsen gik flere gange ind i huset og hentede øl, som de sad og drak ude i garagen. Den nu afdøde 56-årige lå og sov på en sofa inde i huset.
På et tidspunkt gik en af de andre ind i huset ude fra garagen af, hvor han så den 56-årige ligge på sofaen og ralle. Han fik sig et kæmpe chok og ringede 112, forklarede han i retten.
Politiet ankom til adressen kort efter klokken 22.00, hvor den nu dømte havde blod på hænder, tøj og sko. Politiet fandt forskellige videoer på tiltaltes telefon, der ifølge anklageren var relateret til episoden.
Videoen af det brutale overfald blev sendt til voldsmandens kæreste og en af de andre, som var til stede den pågældende aften, på Snapchat.
Forsvareren kunne dog godt finde noget positivt ved det, da han mente det kunne anses som formidlende, da vennen, som videoen blev sendt til, også er hjerteløber. Dermed kunne den være sendt i et forsøg på at få hjælp.
Hvorfor forsvareren ikke tænker det havde været nemmere blot at ringe 112 vides ikke.
33-årige Jesper Nielsen Bak blev idømt seks års fængsel for grov vold med døden til følge.
Den dømte og hans forsvarer har udbedt sig betænkningstid i spørgsmålet om, om dommen skal ankes til landsretten. 33-årige Jesper Nielsen Bak skal også betale sagens omkostninger samt erstatning på i alt omkring 530.000 kroner til afdødes børn.