Store blodpletter kan torsdag eftermiddag ses på vejen, efter en voldsom hændelse, som fortsat er omgærdet af stor mystik
Flere ambulancer og politibiler, en akutlægebil og mindst tre brandbiler parkeret inde bag en større afspærringen med ødelagte biler.
Og så blodpletter rundt på vejen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nogenlunde sådan ser scenen ud torsdag eftermiddag på Åby Ringvej i Aarhus-bydelen Brabrand, hvor en mystisk hændelse er i gang med at udspille sig.
Vidner på stedet oplyser til Presse-fotos.dks udsendte, at en ung mand ude på vejen har stået og viftet med en kniv og truet en ung kvinde.
Ifølge vidnet har en anden bilist i den forbindelse påkørt manden og det køretøj, som han havde standset på vejen for at true kvinden.
Presse-fotos.dk har flere gange i løbet af torsdag eftermiddag været i kontakt med Østjyllands Politi for at få be- eller afkræftet vidnets oplysninger.
Hos Østjyllands Politi kan man indtil videre kun bekræfte, at der er sket et færdselsuheld på vejen, og at man senere vil melde ud om tilskadekomne.
“På nuværende tidspunkt er det for tidligt for os, at be- eller afkræfte dine oplysninger fra vidnet. Vi arbejder fortsat på stedet og undersøger episoden nærmere i forhold til det anmeldte færdselsuheld,” oplyser kommunikationsrådgiver Emil Enemark Sørensen i et skriftligt svar til Presse-fotos.dk.
Anmeldelsen om hændelsen er i første omgang indløbet klokken 12.40.
Siden da har Åby Ringvej været afspærret i begge retninger, men trafikken er netop blevet genåbnet.
‘Vi melder ud om evt. tilskadekmne, når vi har et overblik og nyt i sagen,’ lyder det videre fra Østjyllands Politi på det sociale medie X.
Af hensyn til sagens karakter vælger Presse-fotos.dk ikke at bringe de værste af billederne fra stedet.
Senere oplyser politiet følgende på det sociale medie X:
‘Foruden færdselsuheldet på Åby Ringvej har der også har været et slagsmål et par hundrede meter derfra. Tre personer er blevet kørt på skadestuen i pt ukendt tilstand og to biler er blevet beslaglagt. Opdatering følger i pressemeddelelse senere på eftermiddagen.’










