Brager ind i vejafspærringsklods: Bil angrebet med kanonslag

En bil blev søndag aften angrebet med kanonslag. Den voldsomme hændelse førte til, at bilen forulykkede.

Søndag aften udviklede en køretur sig meget voldsomt for en bilist.

Seks unge personer opholdt sig på Odensevej i Ringe, da bilen pludselig blev angrebet med kanonslag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Fyens Stiftstidende beskriver, at en af de unge kastede eller sparkede kanonslaget ind under bilen, da bilisten kørte forbi.

Det voldsomme brag forskrækkede bilisten så meget, at han mistede kontrollen over bilen, og kørte ind i en sort vejafspærringsklods.

Ifølge mediet var kanonslagets kraft så voldsom, at bilens kølerhjelm sprang delvist op. Derefter gik bilen i et nødprogram, hvilket fik køretøjet til at gasse op.

Der er endnu ikke et fuldt overblik over de samlede skader, men Fyens oplyser, at en mekaniker beskriver dem som værende ‘omfattende’.

Ifølge bilisten, der naturligvis var dybt rystet over hændelsen, var de unge mennesker efterfølgende flygtet i to ‘smarte, hurtige biler’.

Derudover er der hverken signalementer af personerne, bilmærker eller registeringsnumre at gå efter.

Der er desuden ingen oplysninger om bilistens tilstand.

Mandag aften gik det ud over ordensmagten, da de blev angrebet med bomberør.