Børn og voksne ramt af tåregas fra politiet

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at de under dagens øvelse i det vestlige Aarhus har affyret CS-gas, som har medført gener for en gruppe børn og voksne ved en nærliggende skole og institution.

Torsdag fra klokken 09.00 og nogle timer frem har Østjyllands Politi i samarbejde med øvrige myndigheder afholdt en planlagt øvelse på et øvelsesområde på Bautavej i det vestlige Aarhus.

Øvelsen er blevet afholdt i et aflukket øvelsesområde, hvor Østjyllands Brandvæsen til dagligt holder til.

Politiet oplyser, at der i forbindelse med øvelsen er blevet afskudt noget CS-gas, hvilket skulle være en fast del af øvelsen.

Klokken 10.49 modtog politiet dog en anmeldelse fra personalet ved en nærliggende skole, da en gruppe børn og voksne havde oplevet uforklarlige gener i form af svie i øjnene og kriller i halsen

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Generne viste sig hurtigt at stamme fra politiets afskudte CS-gas, hvorefter øvelsen blev indstillet og politi, brand- og sundhedsmyndigheder blev sendt til Jernaldervej for at håndtere de gener, som personerne på stedet havde oplevet.

Der skulle dog ikke være tale om alvorlige gener

”Vi er naturligvis meget ærgerlige over de uhensigtsmæssige gener, som børn og voksne på en skole og i en institution i dag har oplevet, og vi beklager naturligvis, at vores øvelse har medført kortvarigt ubehag hos borgerne,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

Han fortæller yderligere:

”Når vi afholder den her slags øvelser, gør vi det altid ud fra en grundig forberedelse og på baggrund af en lang række overvejelser og herunder vindretningen, så borgerne bliver mindst muligt påvirket. Og selvom sikkerhedsafstanden til de nærtliggende steder har været overholdt, har vindretningen alligevel givet os nogle uønskede udfordringer og medført gener hos borgerne – og det beklager vi.”

Ingen personer er kommet alvorligt til skade, og der bliver ikke længere afskudt yderligere CS-gas i området, da øvelsen på stedet er overstået.

Østjyllands Politi har været i tæt dialog med sundhedsmyndighederne og Aarhus Kommunes, som har informeret de berørte forældre med børn på skolen og i institutionen om episoden via AULA.

I løbet af torsdag eftermiddag vil Østjyllands Politis Mobile Politistation være til stede ved Ellehøjskolen på Jernaldervej, hvor forældre og pårørende kan rette henvendelse til politiet. Der vil også være en ambulance til stede, hvis man måtte opleve yderligere gener som følge af den afskudte CS-gas.

Benzinbiler forsvinder helt: EU sætter endelig slutdato