En 46-årig mand er kommet alvorligt til skade efter at være blevet ramt af en bil på Godthåbsvej i Vanløse i København mandag eftermiddag.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.
Bilisten flygtede fra stedet efter hændelsen, men blev pågrebet og anholdt i nærheden, lyder det. Den anholdte er en 32-årig mand, oplyser vagtchefen.
– Vi har fat i føreren, og han er anholdt og taget med ind. Nu skal vi have fundet ud af, hvad der er op og ned, siger Michael Andersen.
Den 46-årige mand er kommet alvorligt til skade, men er ikke i livsfare. Han er blevet ramt af bilen, mens han har befundet sig på cykelstien eller fortovet, lyder det.
Politiet fik anmeldelsen klokken 15.53 mandag eftermiddag. Hændelsen skal være sket i nærheden af krydset mellem Godthåbsvej og Sallingvej i Vanløse.
Stak halen mellem benene: Nu udvises han efter dødeligt overfald