En mand er kommet alvorligt til skade i en arbejdsulykke, hvor han er faldet mange meter ned. Manden er fløjet til hospitalet i en lægehelikopter
En 48-årig mand er ved bevidsthed – men i kritisk tilstand – efter et stort fald i forbindelse med hans arbejde.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Manden er skorstensfejer og var ved at kravle op ad en skorsten, da han faldt ned.
Det oplyser politikommissær Maria Hensen fra lokalpolitiet til Viborg til Viborg Stifts Folkeblad.
“Vi skønner, at han kravler op ad de her trin på en stige, og da han får fat i det øverste, sidder det løst og ryger ud af væggen,” siger hun.
“Så ryger han simpelthen bagover og lander på ryggen seks meter nede uden at kunne nå at gøre noget som helst,” tilføjer politikommissæren.
Ulykken er sket tirsdag middag på en adresse i Løgstrup ved Viborg, hvor skorstensfejeren var i forbindelse med en arbejdsopgave.
Han er i en lægehelikopter blevet fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby med klager om voldsomme smerter i ryggen.
Arbejdstilsynet er blevet orienteret om sagen.
Onsdag er der ikke nogen nye oplysninger om tilstanden på skorstensfejeren.