Med kontraktudløb i Brentford næste sommer går Mathias Jensen en uvis fremtid i møde.
Mathias Jensen har i de seneste to år kun spillet to kampe for det danske fodboldlandshold.
Den hårde konkurrence på den centrale midtbane samt flere skader har sat en stopper for Mathias Jensen, som er med i truppen til Nations League-kampene mod Portugal og Norge.
Efter debuten i oktober 2020 under Kasper Hjulmand var han frem til marts 2024 kontinuerligt en del af truppen på landsholdet.
Men ofte stod han ikke forrest i køen til en startplads, og det lader også til at være situationen i øjeblikket.
– Jeg var med fast i fire-fem år. Jeg ville da gerne starte i alle kampe. Men jeg har spillet en position, hvor der har været enorm stor kvalitet i den tid, jeg har været med. Der har været spillere, som spillede i bedre klubber end mig.
– I sidste ende er det trænerens valg. Jeg synes, at jeg har gjort en god figur. Der har også været et par kampe, der har været mindre gode, siger Mathias Jensen.
Han er med sine 30 år en af de ældste i truppen, og det er blevet til 32 landskampe og flere slutrunder i rødt og hvidt.
– Jeg har været tilfreds med det, jeg har præsteret, uden at jeg har brændt banen fuldstændigt af. Der har været et par kampe, hvor jeg følte mig som en af de bedste på banen.
– Jeg har været glad for min landsholdskarriere. Jeg har fået forholdsvis mange kampe, og jeg vil gerne have mere. Men jeg er heller ikke færdig endnu, siger Mathias Jensen.
På klubholdet Brentford er Mathias Jensen fast mand, og han er i gang med sin ottende sæson i klubben med 282 klubkampe på bagen.
Men til næste sommer har han kontraktudløb, og endnu ved han ikke, hvad der kommer til at ske.
– Der har været dialog, men det er ikke noget, der har ført til en forlængelse endnu.
– Jeg er bestemt ikke afvisende over for at forlænge, men der har indtil videre ikke været enighed om tingene. Så det er rimelig åbent lige nu, siger Mathias Jensen.
Fra januar kan han forhandle frit med andre klubber, og det er noget, der spøger i baghovedet.
– Det er selvfølgelig noget, jeg tænker over. Men jeg har ikke så meget fokus på det lige nu.
– Jeg ved jo godt, at jeg må tale med andre klubber fra 1. januar, men som fodboldspiller tænker jeg mest af alt på den næste kamp. Så halvanden måned er langt ude i fremtiden, siger han.
RITZAU