Samira Nawa rejste sammen med dronning Mary til Tyrkiet. Alternativet kalder beslutningen et mærkeligt signal.
Klimaminister Samira Nawa (R) fløj søndag med privatfly til klimatopmødet COP31 i Tyrkiet. Hun rejste sammen med dronning Mary, og det får nu kritik fra støttepartiet Alternativet.
Alternativets klimaordfører, Anna Bjerre, er selv rejst med rutefly til topmødet.
‘Det er et mærkeligt signal at sende. Det er mest et symbolsk spørgsmål, men det er et vigtigt symbolsk spørgsmål, for der er meget på klimatopmødet, der handler om at sende signaler,’ siger hun til DR.
Hun peger på, at regeringen har planer om også at indføre passagerafgift på privatfly.
Samira Nawa forsvarer over for DR beslutningen med, at det ‘gav mening at rejse på det samme fly’ som dronning Mary. Hun oplyser, at flyet var fyldt.
Ministeriet oplyser, at Nawa rejser hjem med dronningen i samme fly. Når hun senere i november skal tilbage til Tyrkiet for at deltage i de politiske forhandlinger, bliver det med rutefly.
Flyet er ifølge DR fra Blackbird Air, der ejes af Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen. Det er ikke oplyst, om kongehuset eller ministeriet har betalt for flyet.
Ifølge Ekstra Bladet brugte Forsvaret over tre millioner kroner på kongehusets flyrejser i 2025.
Beregninger fra Aarhus Universitet viser, at privatfly i gennemsnit belaster klimaet 17 gange så meget som rutefly.
Samira Nawa er den eneste fra regeringen, der deltager i årets klimatopmøde. Statsminister Mette Frederiksen (S) har valgt at blive hjemme.
Kan du lide at drøfte politik og politiske emner? Meld dig ind i Facebook-gruppen https://www.facebook.com/groups/1221596540153888/
