Et usædvanligt forslag er kommet op til weekendens landsmøde. Nu skal partimedlemmerne muligvis tage stilling til, hvor stor opbakning formanden egentlig har.
Der kan være lagt op til et usædvanligt landsmøde i Venstre i weekenden.
Et byrådsmedlem fra partiet ønsker nemlig, at der bliver afholdt en hemmelig afstemning om partiformand Troels Lund Poulsens opbakning.
Det skriver Ekstra Bladet.
Det er Eivind Underbjerg Hansen, der sidder i byrådet i Aabenraa Kommune, som har fremsat forslaget. Han mener, at formanden bør kende sin reelle opbakning blandt medlemmerne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘En formand står stærkest, når han kender sin reelle opbakning. Derfor stiller jeg forslag om en skriftlig og hemmelig afstemning. Det skylder vi både vores formand, vores medlemmer og Venstres demokratiske traditioner,’ skriver Eivind Underbjerg Hansen i en pressemeddelelse.
Normalt foregår afstemninger om partiformandens genvalg ved håndsoprækning på landsmødet.
Med forslaget ønsker byrådsmedlemmet altså at ændre den sædvanlige fremgangsmåde, så medlemmerne kan stemme anonymt.
Det er endnu uvist, om forslaget bliver vedtaget, eller om Venstre holder fast i den traditionelle afstemningsform.
Kan du lide at drøfte politik og politiske emner? Meld dig ind i Facebook-gruppen https://www.facebook.com/groups/1221596540153888/
