Rusten dansk offensiv deler med Spanien i lavtscorende test

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Danmarks sejrsvante håndboldherrer måtte nøjes med uafgjort i første VM-testkamp mod Spanien i Boxen.

På halgulvet i Boxen i Herning, hvor de danske håndboldherrer har fejret både VM- og EM-triumf de senere år, indledte Danmark optakten frem mod VM til januar med at spille 28-28 mod Spanien i en testkamp.

Indsatsen var svingende undervejs, og især det normalt eksplosive angreb haltede efter pausen. 28 scorede mål er det laveste antal for Danmark siden en VM-gruppekamp mod Tjekkiet i januar 2025.

Det var første kamp i testturneringen EHF Euro Cup, som er en firenationersturnering med Danmark, Spanien, Portugal og Schweiz.

Søndag spiller danskerne ude mod Schweiz.

Der var noget rust, som skulle bankes af den danske motor. Det er ikke helt unormalt, når seneste landskamp er næsten et halvt år siden.

Spanierne havde held med at tage fart af det danske angrebsspil, mens et lidt passivt dansk forsvar tillod for mange spanske mellemdistanceskud.

Det udnyttede Petar Cikusa, indtil det danske forsvar kom længere frem og gav Emil Nielsen bedre forudsætninger mellem stængerne.

Ved 5-8 fik Nikolaj Jacobsens guldhold bedre fat. Mathias Gidsel begyndte at finde de små sprækker i det spanske forsvar, og så tog verdensmestrene teten.

Gidsel nåede syv mål på otte forsøg før pausen, hvor Danmark var i front med 16-13.

Desværre for Jacobsen måtte han midtvejs i halvlegen se Mads Hoxer kaste sig efter en bold og få en spanier ned over armen. Aalborg-profilen fik ikke mere spilletid i opgøret.

Angrebsspillet efter pausen blev igen lidt for langsomt. Og så er spanierne for dygtige defensivt, selv for den danske stjerneparade af spillere.

Længe var det kun nogle redninger fra Emil Nielsen, der afholdt Spanien fra at få kontakt. Efter næsten ni minutters dansk scoringspause nåede gæsterne op på 22-22 med 11 minutter igen.

Det danske angrebsspil flød ikke som vanligt, og godt tre minutter før tid kom Spanien foran med to scoringer.

Danskerne fik svaret igen, og i sidste sekund kunne sejren være kommet i hus, men Simon Pytlicks drøn tog stolpen.

Gidsel blev dansk topscorer med ni mål.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce