Det er et meget voldsomt flystyrt der søndag aften er fundet sted. Der er meldinger om ingen overlevne.
Ni personer har mistet livet, efter at et privatfly er styrtet ned i den sydlige del af den amerikanske delstat Florida.
Det oplyser amerikanske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Flyet styrtede ned søndag eftermiddag amerikansk tid i et boligkvarter i Palm Beach County.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Flystyrtet i Palm Beach County er en forfærdelig tragedie, lyder det fra USA’s transportminister, Sean Duffy, i en erklæring, skriver AFP.
Privatflyet var lettet fra Austin i Texas og havde kurs mod Bahamas.
Ifølge mediet CNN mistede flyet omkring 8200 meters højde på et minut.
Den amerikanske luftfartsmyndighed (FAA) og havarikommissionen NTSB vil lave en undersøgelse af flystyrtet.
Der er tale om flymodellen Learjet 60. Det tilhørte ifølge mediet ABC News et privat selskab og er tidligere blevet lejet ud.
RITZAU

