Babyen blev fundet død ved kysten, men ingen ved endnu, hvem hun er, eller hvor hendes familie er. Nu beder politiet igen offentligheden om hjælp i den tragiske sag.
En lille pige blev fundet død ved kysten i Wales for en måned siden. Men hvem hun er, og hvor hendes familie befinder sig, er stadig et mysterium. Nu kommer politiet med en ny melding i sagen.
Pigen blev fundet død ved Menaistrædet nær Bangor den 27. september. Hun har siden fået navnet Ceri, men hendes identitet og omstændighederne omkring hendes død er stadig ukendte.
Det skriver britiske Mirror med henvisning til North Wales Police.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet har gennemgået hundredvis af timers overvågningsvideo, undersøgt henvendelser fra offentligheden og uddelt mere end 2.000 informationssedler i området. Alligevel er det endnu ikke lykkedes at finde frem til pigens mor eller familie.
En obduktion har vist, at den lille pige muligvis havde ligget i vandet i flere uger, inden hun blev fundet. Det er dog fortsat uvist, hvordan hun døde.
‘Vi er fortsat fast besluttede på at finde svar for lille Ceri. Betjentene arbejder utrætteligt på at undersøge omstændighederne omkring hendes død og opfordrer fortsat hendes mor, far eller familie til at stå frem,’ siger politioverinspektør Llinos Davies.
Myndighederne er samtidig bekymrede for morens helbred og sikkerhed. Derfor har politiet oprettet en særlig telefonlinje, hvor hun kan få kontakt til en specialist og modtage støtte.
Politiet opfordrer desuden personer, der har opholdt sig langs kysten i perioden op til fundet, til at dele eventuelle oplysninger, billeder eller videoer. Selv små detaljer kan vise sig at være vigtige for efterforskningen.
Vidste du, at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.
