AB gav Brøndby hård modstand, men manglede superligaholdets effektivitet og tabte 1-2.
Gladsaxe Stadion gyngede som i de glade superligadage, men det lykkedes ikke hjemmeholdet AB at levere en ny stjernestund, da Brøndby var på besøg i pokalturneringens ottendedelsfinale.
Brøndby vandt med 2-1 i en kamp, hvor forskellen på de to hold mest var effektiviteten foran mål.
Hjemmeholdet fra den næstbedste række havde i store perioder godt greb om de prominente gæster og faldt med ære.
Brøndby havde skiftet en del ud på holdet i forhold til superligakampen mod Randers i fredags, og det kunne ses. Der manglede sammenhæng i spillet, og i hele første halvleg havde de prominente gæster kun én afslutning mod målet.
Forløsningen for de mange Brøndby-fans kom dog hurtigt efter pausen. Der var spillet mindre end et minut, da storfavoritterne bragte sig i spidsen.
Filip Bundgaard fintede sig fri i straffesparksfeltets venstre side og scorede med et fladt spark.
Det formstærke AB-hold gik på jagt efter en udligning, men havde svært ved at spille sig til åbne målchancer.
Den største fik Jermain Fernandes, da han pludselig stod fri midt for mål, men kantspillerens halvkiksede afslutning truede ikke for alvor Brøndby-målet.
Med knap et kvarter igen mente Saliou Diop sig snydt for et straffespark begået af Brøndbys Oskar Fenger.
Dommeren afviste appellerne fra den rasende AB-spiller, og i stedet øgede selvsamme Fenger kort efter til 2-0 efter et kontrastød.
AB fik nyt håb, da Søren Ilsø reducerede på et brag af et venstrebenshug, og “akademikerne” blæste til en slutoffensiv. Men mere end et par halvfarlige indlæg blev det ikke til.
RITZAU
Vidste du, at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.