Fem Venstre-medlemmer stemte imod lov, og siden har formand fået opbakning til at smide uenige medlemmer ud.
Der er lagt op til et “skelsættende gruppemøde”, når Venstre tirsdag eftermiddag mødes for at diskutere fremtiden for partiet.
Det siger partiets folketingsmedlem Louise Louring, inden hun ankommer til mødet i gruppelokalet på Christiansborg.
– Vi kommer til at have et skelsættende gruppemøde.
– For en gangs skyld skal vi sige det, som det er, i stedet for at man selv skal regne tingene ud, siger hun til flere medier.
Mødet sker efter et ekstraordinært møde i hovedbestyrelsen søndag.
Her fik formand Troels Lund Poulsen (V) opbakning til den politiske linje med en grønnere profil – til stor ærgrelse for landbrugsstøtterne i det gamle bondeparti.
Uenigheder i partiet brød ud, da fem medlemmer stemte imod gødskningsloven. Men på hovedbestyrelsesmødet søndag fik partitoppen opbakning til at smide medlemmer ud, hvis de fremover går imod partilinjen.
Siden har folketingsmedlem Amanda Heitmann (V) rettet ind, men det har ikke været muligt for pressen at få svar fra andre medlemmer, som stemte imod gødskningsloven.
Tidligere formand for Folketinget Søren Gade (V) var også imod loven og forlod siden partiet.
RITZAU