Tjetjenere stormede buret: Nu får det konsekvenser

Efter et kaotisk co-main event ved Airtox Dominance 8.0 har det danske MMA-forbund DMMAF kigget nærmere på sagen.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Der var lagt op til et brag af et opgør, da Khusein Askhabov mødte Reinaldo Ekson Oliveira ved Airtox Dominance 8.0 i K.B. Hallen den 17. oktober.

I kampen, der var stævnets co-main event, stod to fightere med erfaring fra nogle af verdens største MMA-promotions over for hinanden. Forventningerne var tårnhøje.

Desværre fik publikum aldrig den sportslige oplevelse, de var blevet lovet, da opgøret i stedet endte med kaotiske scener og en kontroversiel dommerafgørelse.

Nu går det danske MMA-forbund DMMAF ind i sagen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var her i K.B. Hallen, hvor Airtox Dominance 8.0’s co-main event udviklede sig til kaos den 17. oktober 2026. Arkivfoto.

Kampafbrydelse udviklede sig til kaos

Tjetjenske Khusein Askhabov og brasilianske Reinaldo Ekson Oliveira kom til K.B. Hallen med erfaring fra henholdsvis UFC og PFL – verdens to største MMA-promotions.

Men den erfaring fik publikum altså ikke lov til at opleve i buret.

Få minutter inde i opgøret blev kampen afbrudt for første gang, da tjetjeneren – der repræsenter De Forenede Arabiske Emirater – gav sin modstander et ulovligt slag i baghovedet.

Efter en pause, hvor Ekson Oliveira fik lov til at komme sig, blev kampen sat i gang igen.

Kort efter var den gal igen.

Denne gang mente brasilianeren, at han var blevet prikket i øjet. Opgøret blev derfor afbrudt igen.

Mens Ekson Oliveira blev tilset af en læge, mistede Askhabov imidlertid besindelsen og forsøgte at angribe sin modstander.

Kampdommer Thor Sandberg måtte holde tjetjeneren tilbage, mens tjetjenerens cornerteam forsøgte at storme buret.

Heldigvis fik Airtox Dominance-boss Mark O. Madsens securityvagter styr på situationen.

Mens det brasilianske hold forlod arenaen midt i kaosset, fik Sandberg mulighed for at se optagelser af hændelsen.

Det viste sig, at der ikke var tale om en ulovlig finger i øjet, men at Askhabov i stedet havde ramt sin brasilianske modstanders øje med sine knoer – der er beskyttet af handsken.

Det var altså et lovligt slag, og derfor gav Sandberg – der i øvrigt er formand i DMMAF – sejren til tjetjeneren via et lægestop.

Se også
Kaos i K.B. Hallen: Resultater og billeder fra Airtox Dominance 8.0

Dobbeltstraf for tjetjensk fighter

Khusein Askhabov forlod altså K.B. Hallen som vinder. Men nu bliver sejren taget fra ham igen.

DMMAF kan nemlig i en officiel udmelding annoncere, at man efter en gennemgang af sagen har valgt at omgøre det oprindelige resultat.

I stedet bliver Reinaldo Ekson Oliveira altså udråbt som vinder på baggrund af en diskvalifikation.

‘Efter at have gennemgået hændelsen har DMMAF vurderet, at Askhabovs handlinger under timeouten udgjorde en alvorlig overtrædelse af ‘the Unified Rules of Mixed Martial Arts’ (de fælles MMA-regler, red.) og berettigede en diskvalifikation, uanset omstændighederne omkring det oprindelige kampstop,’ lyder det oversat til dansk.

Samtidig straffes Khusein Askhabov og hans cornerteam med en suspendering fra alle DMMAF-sanktionerede events og aktiviteter i 12 måneder.

‘DMMAF fordømmer på det kraftigste den adfærd, der blev udvist under hændelsen. Forsøg på at angribe en modstander under en timeout, tilsidesættelse af dommerens instruktioner og uautoriseret indblanding fra cornerteams er uacceptabelt og hører ikke hjemme i professionel MMA,’ slår forbundet fast.

Forbund tager ansvar

DMMAF tager dog også selv ansvar for, at der i første omgang var tale om en forket beslutning, da man udråbte Askhabov som vinder af opgøret.

‘DMMAF erkender, at den oprindelige afgørelse var forkert, og påtager sig ansvaret for at sikre, at resultatet bliver korrigeret,’ lyder det i udmeldingen, der fortsættes:

‘Hændelsen udgjorde en hidtil uset og særdeles vanskelig situation for de involverede officials. Mens omstændighederne ikke undskylder den oprindelige afgørelse, vil DMMAF bruge erfaringerne til at gennemgå og styrke sine procedurer og sikre, at officials får den nødvendige støtte i lignende situationer.’

‘Udøvernes sikkerhed, respekt for dommerne og konkurrencens integritet er grundlæggende principper i MMA. DMMAF er fortsat forpligtet til at opretholde disse standarder og sikre et trygt, fair og professionelt miljø for alle involverede i sporten,’ afslutter forbundet.

Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store

Annonce
Annonce
Annonce