I 2024 gjorde en ny begivenhed sin entré på den danske festivalkalender.
Arrangørerne har fra starten udvist store ambitioner og kunne allerede til første udgave annoncere et stort internationalt hovednavn.
Sidste år bookede man en endnu større headliner. Og i år blev festivalen udvidet på flere fronter, da festivalpladsen blev større, mens der på begge festivalens dage var et internationalt navn øverst på plakaten.
I 2027 tager arrangørerne endnu et skridt ved at udvide til tre dage med musik og fællesskabsstemning.
Det annoncerer de i en pressemeddelelse via HAVE Kommunikation.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tre dage med musik
Da Esbjerg Kommune i starten af 2024 kunne annoncere et nyt samarbejde med Live Nation, blev den nye festival Suset præsenteret som byens ‘nye kulturelle fyrtårn’.
Siden har det fyrtårn kun vokset sig højere og højere.
Efter to år med et enkelt internationalt hovednavn – Teddy Swims i 2024 og Jason Derulo i 2025 – på toppen af et program fyldt med danske stjerner, kunne Suset i år præsentere både synthpop-legenderne Pet Shop Boys og R&B-stjernen Kelis.
Samtidig kunne arrangørerne udvide festivalpladsen fra Esbjerg Havn og ind i Byparken.
I år bliver festivalen yderligere udvidet, og denne gang er der tale om en ekstra dag på programmet.
‘Bliver større år for år’
Mange danske festivaler – heriblandt NorthSide, Tinderbox og Heartland – kører med et tredagesprogram fra torsdag til og med lørdag.
Det kommer Suset altså også til at gøre fremover. Og det åbner nye muligheder for arrangørerne.
”Jeg er stolt over, at vores ambitioner med Suset kun bliver større år for år – og at vi fortsætter vores vokseværk i alle tænkelige retninger. Med en ekstra dag får vi mulighed for at lege med formatet og give publikum endnu flere festlige og musikalske oplevelser. Torsdagens program bliver mere kompakt, men med en god blanding af både genrer og udtryk,” lyder det fra festivaldirektør Tobias Kippenberger i pressemeddelelsen.
Udvidelsen giver også mere plads til at fremhæve nogle af byens musikalske talenter.
“Jeg er særligt glad for, at vi nu også flytter vores indsats med at bidrage til vækstlaget i Esbjerg med ind på festivalpladsen – hvor vores Open Call-artister kommer på plakaten sammen med resten af programmet. Vi glæder os i øvrigt til at løfte sløret for de første artister på Suset 2027 på tirsdag!”, siger Tobias Kippenberger.
Den første programafsløring på tirsdag den 27. oktober kommer i forbindelse med åbningen af det regulære billetsalg til Suset 2027.
I pressemeddelelsen lyder det, at endagsbilletterne til torsdag vil blive solgt til en lavere pris end de øvrige endagsbilletter.
Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store
