De hittede stort i 90’erne: Nu indtager de K.B. Hallen med jubilæumsturné

Det skotske band kommer til Danmark i forbindelse med 30-året for albummet, der for alvor markerede dem som en stor spiller på den britiske rockscene.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Næste år får K.B. Hallen på Frederiksberg besøg af et band, der i høj grad formåede at skille sig ud i det britpop-dominerede rocklandskab i 90’ernes Storbritannien.

Med en anderledes lyd tog det skotske band, der er opkaldt efter en amerikansk stat, landet med storm og solgte millioner af plader.

Særligt i 1997 ramte de en guldmine, da de udgav deres fjerde studiealbum, der strøg ind på den britiske albumlistes førsteplads og solgte seksdobbelt platin.

I 2027 fylder det ikoniske album 30 år, og derfor drager bandet nu ud på en stor jubilæumsturné, der undervejs rammer Danmark.

Det annoncerer Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sharleen Spiteri har siden starten i 1988 været den tydelige frontfigur for Texas. Pressefoto.

Et frisk pust, der holdt ved

Det skotske rockband Texas havde opnået betydelig kommerciel succes tidligere i karrieren, men da ‘White on Blonde’ blev sluppet løs i februar 1997 markerede Sharleen Spiteri og slænget sig for alvor som et af de største navne i britisk rock.

Bandet havde otte år tidligere debuteret med en country-influeret poprocklyd på ‘Southside’, der landede dem en tredjeplads på den britiske albumliste – og en ottendeplads på singlehitlisten med ‘I Don’t Want a Lover’.

I de efterfølgende år havde Texas moderat kommerciel succes, men bandet havde svært ved at nå de helt samme højder, som de gjorde med debuten.

Det ændrede sig dog i høj grad med ‘White on Blonde’, der fik bandet til at eksplodere i popularitet.

I de foregående år havde britisk rock i høj grad været domineret af britpoppen og bands som Oasis, Blur, Suede og Pulp.

Og der var da også elementer af 90’ernes allestedsværende britiske rockbølge på Texas’ fjerde skive. Men albummet fungerede samtidig som et frisk pust med dets varme, soul-inspirerede lyd, der også trak tråde til den Bristol-baserede triphop-scene med navne som Portishead og Massive Attack.

Udover de enorme albumsalg ledte ‘White on Blonde’-succesen også til hele fem top ti-hits i form af ‘Say What You Want’, ‘Halo’, ‘Black Eyed Boy’, ‘Put Your Arms Around Me’ og ‘Insane’.

Den kommercielle succes fortsatte herefter ind i det 21. århundrede, og da Texas udgav deres seneste studiealbum ‘Hi’ i 2021, blev det igen til en top tre-placering på den hjemlige albumliste.

Nu er de igen aktuelle med ny musik, da de netop har udgivet den nye single ‘Another Way to Cry’ i forbindelse med 30-året for ‘White on Blonde’.

Det nye nummer kan publikum sandsynligvis se frem til at høre, når Texas indtager K.B. Hallen den 2. november 2027 med en hyldest til det ikoniske album samt et dyk ned i bandets øvrige hitkatalog.

Billetsalget starter fredag den 30. oktober klokken 10.00.

Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store

Annonce
Annonce
Annonce