Cykling: Danmark vinder VM-guld!

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Lasse Norman Leth og Carl-Frederik Bévort satte konkurrenterne eftertrykkeligt til vægs ved VM i parløb.

OL-disciplinen parløb har i mange år været en af Danmarks hofdiscipliner på cykelbanen, og den tradition ser ikke ud til at dø lige foreløbig.

Søndag blev rutinerede Lasse Norman Leth og unge Carl-Frederik Bévort nemlig verdensmestre i disciplinen efter et meget overlegent løb i Shanghai.

Lasse Norman Leth har allerede to VM-guldmedaljer og en OL-guldmedalje i parløbsdisciplinen, mens Carl-Frederik Bévort på imponerende vis sikrede sig VM-guld i karrierens første VM i disciplinen.

Løbet var nærmest allerede afgjort med 50 runder igen, efter at danskerne to gange havde sikret sig 20 point ved at hente en omgang på feltet.

Portugiserne, som var danskernes største konkurrenter, var slet ikke i stand til at svare, og så hentede Norman Leth og Bévort endnu en omgang.

Danmark sluttede med 88 point på kontoen – 21 mere end Portugal.

Netop Portugal var de første, der for alvor spillede ud på de 200 omgange på velodromen.

Det reagerede danskerne i første omgang ikke på, men med cirka 80 omgange igen angreb Lasse Norman Leth.

Efter nogle omgange med fuld blæs på cyklen nåede den danske duo op til bagenden af feltet og høstede på den måde 20 point. Med 70 omgange igen, var Danmark toer med tre point op til Portugal.

Der var samtidig 17 point ned til Belgien på fjerdepladsen, og derfor var danske medaljer inden for rækkevidde.

Endnu bedre så det ud med 50 omgange igen.

Danskerne angreb lynhurtigt igen, og denne gang tog de hurtigt en omgang på de andre. Det betød, at Norman Leth og Bévort havde slået et hul på over 20 point.

Derefter løftede den danske duo ikke foden fra speederen. Resten af omgangene var nærmest én lang kraftudladning, og ingen af konkurrenterne var i nærheden af at slå tilbage.

Danmark slutter dermed VM i banecykling med seks medaljer.

To af guld, tre af sølv og en af bronze.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce