13 sportsfolk, der tæller eliteudøvere fra flere forskellige sportsgrene, kan snart ende med flere penge på lommen.
De har nemlig anlagt en sag, der kan ende med at munde ud i en samlet erstatningssum på flere millioner kroner.
Blandt sportsfolkene er den tidligere landsholdsstjerne og tredobbelte vinder af prisen som verdens bedste håndboldspiller Mikkel Hansen.
Det oplyser Spillerforeningen Håndbold og advokat Martin Dahl Pedersen til Mediawatch.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Havde angiveligt ikke fået samtykke
En række sportsudøvere har lagt sag an mod streamingtjenesten HBO Max for at have brugt billeder af dem uden samtykke.
Det drejer sig samlet set om 13 sportsfolk, heriblandt håndboldspilleren Mikkel Hansen.
Ud over håndboldspillere er der også tale om cykelryttere, badmintonspillere og golfspillere, skriver Mediawatch.
Erstatningskravet lyder på 50.000 kroner, for hver gang et billede af sportsudøveren er blevet brugt. Den samlede erstatningssum løber op i to millioner kroner.
De to parter mødes i Sø- og Handelsretten mandag den 26. oktober.
Martin Dahl Pedersen siger til Mediawatch, at han og spillerforeningen mener, at billederne er blevet brugt uden samtykke til at reklamere for HBO Max under OL i 2024.
HBO Max har ikke nogen kommentarer til sagen, skriver mediet.
Tidligere sager resulterede i store erstatningssummer
De seneste år har der været flere lignende sager.
I sommer blev virksomheden Better Collective, der ejer en række sportsmedier – heriblandt SpilXperten og Tipsbladet – dømt af Sø- og Handelsretten til at betale en samlet erstatning på 6,6 millioner kroner til en stribe sportsstjerner.
Ifølge dommen havde SpilXperten ulovligt brugt billeder af blandt andre håndboldspillerne Mathias Gidsel og Emil Nielsen i kommerciel sammenhæng.
Better Collective har anket dommen.
I 2024 stadfæstede landsretten en afgørelse fra Sø- og Handelsretten, hvor bettingfirmaet Bet365 blev dømt til at betale en erstatning på 4,7 millioner kroner til sportsstjerner som fodboldspilleren Christian Eriksen og badmintonspilleren Viktor Axelsen.
Også her handlede det om markedsføring og ulovlig brug af billeder.
RITZAU