Det rystede fodboldverdenen, da det blev meldt ud, at det var en Superliga-spiller, der var blevet knivangrebet i april. Episoden var så voldsom, at den unge mand endte i kunstigt koma og måtte opereres to gange. Fredag morgen deler politiet pludselig nyt i sagen.
‘Klokken halv fire om natten fik politiet en anmeldelse om, at en person var blevet stukket ned. Da det ankom til stedet blev det klart, at der var tale om et alvorligt knivstikkeri.’
Sådan skrev vi den 21. april, efter det stod klart, at den alvorlige hændelse havde ramt en Superliga-spiller.
Knivstikkeriet var så alvorligt, at det 19-årige offer var i livsfare, blev lagt i kunstigt koma og måtte opereres to gange.
Efterfølgende efterlyste politiet den mistænkte knivmand med navn og billede. Der har siden da været stille fra politiet i sagen, men nu deler politiet nyt i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Vi aflyser denne efterlysning,’ skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en myndighedsmeddelse i sagen.
Aflysningen skyldes, at den efterlyste mand nu er anholdt. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning fredag klokken 11, lyder det.
Tilbage på træningsbanen
Det var den 19-årige FC Midtjyllands-spiller Alamara Djabi, der endte som offer i knivstikkeriet på Smallegade i Herning.
Klubben skrev i april i en pressemeddelelse, at den unge spiller fra Guinea-Bissau var vågnet fra kunstigt koma, og havde det godt efter omstændighederne.
Ifølge bold.dk er Alamra Djabi nu – fem måneder efter knivstikkeriet – igen tilbage på træningsbanen på Heden.
Den 19-årige midtbanespiller står noteret for tre førsteholdskampe i klubben.
Han kom til FC Midtjylland fra den portugisiske klub Benficas ungdomsafdeling i 2023.



