Som vi også omtalte her på Presse-fotos.dk kunne fodboldmediet Bold i juni erfare, at DBU og Divisionsforeningen agtede at lave store ændringer i dansk fodbold.
F.C. Københavns mange hjemmebanefinaler i pokalturneringen, har i mange år givet klubben en fordel i turneringen, men det mente mediet at vide, at man nu ville gøre op med.
Nu er regelændringen kommet på plads.
Det annoncerer Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Parkens tid som Pokalturneringens faste hjem er forbi
I årene mellem 1955, hvor den første finale blev spillet i den danske pokalturnering, og 2019 var Østerbro det faste hjem for pokalfinalen – først Københavns Idrætspark og senere Parken.
Kun i 1991 og 1992, hvor det nye Parken var ved at blive bygget, blev finalen afholdt andetsteds.
I 2003 blev det imidlertid vedtaget, at DBU skulle være fritstillet til at vælge andre finalestadioner end Parken. Men først i 2020, blev den regel taget i brug, da Blue Water Arena i Esbjerg var vært for den coronarestriktionsramte finale.
Siden har finalen været forbi både Aarhus, Brøndby og Herning, mens pokalvinderne er blevet fundet i København yderligere tre gange.
Den 14. hjemmebanefinale blev – måske – den sidste
Siden stiftelsen af F.C. København i 1992 har klubben været i 15 pokalfinaler og vundet ti.
Kun en enkelt af disse finaler er blevet spillet på udebane.
Men fremover vil klubben altså sandsynligvis ikke få hjemmebanefordelen.
DBU og Divisionsforeningen har nemlig besluttet, at man ‘så vidt muligt’ skal undgå, at et hold spiller pokalfinale på hjemmebane.
‘Pokalfinalens spillested har i mange år været et diskussionsemne blandt fodboldfans. Meningerne er mange, når det drejer sig om noget, der vækker så store følelser som fodbold. Skal finalen altid spilles på det samme stadion, eller må et hold aldrig have fordel af hjemmebane i finalen?’, spørges der indledningsvis i Divisionsforeningens pressemeddelelse, hvor beslutningen slås fast:
‘Nu har DBU og Divisionsforeningens bestyrelser vedtaget, at sidstnævnte så vidt muligt skal undgås.’
Den nye regel bliver ifølge pressemeddelelsen indført for at sikre en mere retfærdig finale og vej til Europa for de deltagende hold:
‘Baggrunden for beslutningen er sportslig retfærdighed og den kendsgerning, at én af præmierne til
vinderen af pokalfinalen er en attraktiv vej til de europæiske klubturneringer,’ lyder det.
Da Bold tidligere i år erfarede, at regelændringen var på vej, lød det, at der sandsynligvis ville blive valgt både et primært finalestadion og mindst et reservestadion.
Dette nævnes dog ikke eksplicit i pressemeddelelsen, hvor Divisionsforeningen blot meddeler, at kampen kan blive flyttet til et andet stadion i tilfælde af, at et hold har hjemmebanefordel på det førstvalgte stadion.