Minister satte onsdag det omdiskuterede forslag om et nationalt sprøjteforbud i høring. Det falder ikke i god jord hos landbrugsorganisationen Landbrug og Fødevarer.
Det var et af de mest omdiskuterede og omstridte emner i valgkampen.
Et nationalt sprøjteforbud var noget, som flere partier ønskede at gå ind for, men debatten om det blev for alvor sat i gang, da Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V) mødtes ansigt til ansigt i en statsministerdebat.
I sidste ende måtte Venstre-formanden dog også erkende, at der var behov for et sprøjteforbud, og nu kommer forslaget et skridt tættere på.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Miljøministeren, Marie Gjerding Reumert, fortalt nemlig onsdag, at et lovforslag om at forbyde brug af pesticider i sårbare grundvandsdannende områder nu sendes i høring.
Et lovforslag, der skal sætte rammerne for et nationalt sprøjteforbud, mens partierne fortsat forhandler.
Men det er direkte mod den aftale, som den grønne trepart lavede tilbage i 2024, lyder det nu fra den ene del af treparten Landbrug og Fødevarer.
‘Et nationalt sprøjteforbud er et brud med den oprindelige trepartsaftale, som regeringens ministre ellers hyldede som historisk, da man indgik den,’ lyder det fra Søren Søndergaard, der er formand for Landbrug og Fødevarer, i en pressemeddelelse.
Landbrug og Fødevarer mener i stedet, at der burde arbejdes i de lokale treparter, som det blev aftalt i efteråret 2024.
‘Regeringen fortsætter desværre med at gøre det både dyrere og sværere at producere fødevarer i Danmark. Et sprøjteforbud, hvor det faglige grundlag og konsekvenserne end ikke er kendt, er nu sendt i høring.”
‘Det tegner et billede af en regering, der laver lovgivning, som ingen kender konsekvenserne af, og som udmønter sig i usikkerhed i landdistrikterne. Man fordrer os med skåltaler, man piner os med jura,’ fortsætter en frustreret formand.
Søren Søndergaard fortæller dog, at han mener, at beskyttelse af drikkevandet er vigtigt. Han ønsker blot at gøre det på den bedste og mest effektive måde.
Formanden mener, at et sprøjteforbud – sammen med den nyligt vedtaget gødskningslov – efterlader landmændene med stor usikkerhed om fremtidige vilkår.
Fra miljøministeren lød det dog, at der var behov for at opgør med mange års forsømmelse af beskyttelse af danskernes drikkevand.
‘Det er et opgør med årtiers svigt i beskyttelse af drikkevandet, hvor indsatserne har været baseret på frivillighed. Nu tager vi fat ved kilden og forbyder brugen af pesticider, der hvor de sårbare grundvandsmagasiner er,’ lød det fra Marie Gjerding Reumert onsdag.
I pressemeddelelsen lød det desuden, at kompensation af berørte landmænd og virksomheder ville blive udmøntet i bekendtgørelse efter lovforslagets vedtagelse. De vil – ligesom sprøjteforbudsforslaget – også blive sat i høring.