The Minds of 99 er på alle måder et historisk band.
Det cementerede de i 2024, da de indtog Parken tre aftener i streg – noget som intet andet dansk eller internationalt band før havde gjort.
Og Niels Brandt og kompagni er tilsyneladende ikke færdige med at skrive historie.
Mandag kan de nemlig løfte sløret for en historisk turné, der bliver den første af sin slags i Danmark nogensinde.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bringer magien på tværs af landet
Minds-fans har ventet i spænding siden 2022’s ‘Infinity Action’ på en ny plade fra Danmarks absolut største rockband gennem det seneste årti.
Til gengæld har bandet været ganske aktive på scenerne rundt omkring i landet – senest med en totalt udsolgt arenaturné i foråret og et begrænset antal festivaloptrædener i løbet af sommeren.
Nu er der et nyt album på vej – med arbejdstitlen ‘Sjælens alkymi’. Og i den forbindelse kaster The Minds of 99 sig ud i endnu et historisk projekt.
I juni 2027 vender de nemlig tilbage til Parken ad to omgange, mens de også besøger Hybel Stadion i Horsens to aftener i streg.
Dermed bliver bandets kommende miniturné altså ifølge en pressemeddelelse fra Live Nation Denmark den første danske stadionturné nogensinde.
Som vi indtil videre har set det i Parken ad fire omgange, er det da også i dette helt store format, foran et pakket stadion, at The Minds of 99’s musik kommer til sin fulde ret.
Derfor vil bandet gerne gøre det igen – også i Jylland.
“Da vi I 2024 spillede de tre sommeraftener i Parken, var det spændende at finde ud af, om magien under vores første koncert i Parken i 2021 bare var held eller pga. der lige havde været corona lockdown i lang tid, eller whatever, men vi kunne mærke, at der igen skete et eller andet med musikken, os og publikum, når så mange mennesker samledes om det samme,” siger forsanger Niels Brandt i en pressemeddelelse, hvor han fortsætter:
“Vi blev ét sammen med publikum. Vi sang og spillede sangene sammen med publikum. Det føltes virkelig magisk og givende. Det vil vi gerne gøre igen – og bredere.”
Når The Minds of 99 kommer til både Parken og Hybel Stadion, kan publikum formentlig se frem til flere numre fra den kommende plade – hvorfra bandet allerede har udgivet singlerne ‘Dét der udenfor’ og ‘9mm’ – samt ikoniske hits som ‘Under din sne’, ‘Hurtige hænder’ og ‘Alle skuffer over tid’.
Det officielle billetsalg til alle fire koncerter starter fredag den 4. september.
The Minds of 99 – Stadion Tour 2027
Hybel Stadion, Horsens: 4. & 5. juni
Parken Stadion, København: 18. & 19. juni