Kampen om den danske MMA-trone spidser til: På lørdag går landets største promotions head-to-head

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Efter knap to år med kold luft præsenterer Danmarks to største MMA-promotions for første gang nogensinde events på samme dag.

Det ville være en skam at beskrive stemningen mellem Danmarks to største MMA-promotions som venskabelig.

Lige siden Mark O. Madsen lancerede sim plan om at skabe ‘Champions League inden for MMA i Europa’ tilbage i 2024 har MMA Galla og Airtox Dominance – tidligere Dominance FC – konkurreret om tronen på den danske MMA-scene.

Begge parter har siden været ude med riven efter hinanden i interviews og på de sociale medier, men nu bliver en ny dimension føjet til de to promotions indbyrdes kamp.

På lørdag tørner de nemlig for første gang sammen i en direkte kamp om seernes opmærksomhed.

(Artiklen fortsætter under billedet)

OL-sølvinder og tidligere UFC-kæmper Mark O. Madsen har store ambitioner for Airtox Dominance. Arkivfoto.

Titelopgør og hjemvendt UFC-dansker

Både MMA Galla og Airtox Dominance har lagt store planer for den 29. august.

For MMA Gallas vedkommende byder lørdagen på et hjemmebaneshow i Odense med intet mindre end to titelkampe øverst på kortet.

Det er de to lokale helte Simon Seiler og Jakob Dyrup, der hver især skal forsvare deres bælter mod internationale modstandere.

Lørdag bliver samtidig en stor aften for Airtox Dominance, der for første gang nogensinde afholder et af deres store nummerede events uden for de vante rammer i K.B. Hallen.

Airtox Dominance 7.0 kommer nemlig til Arena Randers, hvor den tidligere UFC-, Bellator- og PFL-fighter Mads Burnell kæmper på dansk jord for første gang siden marts 2019.

Sjovt nok var Burnells seneste kamp for en dansk promotion netop hos konkurrenterne fra MMA Galla tilbage i 2017.

Du vil i løbet af de kommende dage kunne læse mere dybdegående optakter til de to events her på siden.

Dårlig stemning i dansk MMA

Den indbyrdes duel på lørdag kommer efter flere år, hvor kritikken har fløjet frem og tilbage mellem MMA Galla og Airtox Dominance.

De første sprækker i forholdet mellem de to største spillere på det danske MMA-marked viste sig allerede kort inde i sidstnævntes levetid.

I januar 2025 kunne Fighting.dk nemlig afsløre, at der var ‘iskold luft i toppen af dansk MMA’.

Konflikten lå egentlig primært mellem MMA Galla og kampsportspromotionen UNITE, da sidstnævnte bestemt ikke var tilfredse med, at MMA Galla var begyndt at arrangere events i Brøndby Hallen – et sted, som UNITE i forvejen anså som deres hjemmebane.

Derfor ønskede UNITE-ejerne Steffen Weise og Brian Talarek ikke at samarbejde med MMA Galla på et sponsorat af det danske MMA-landshold.

Mark O. Madsen tog her UNITEs parti i sagen, og kritiserede i et interview med Fighting.dk MMA Galla for at have rykket deres events i Hovedstadsområdet fra Glostrup Idrætspark til Brøndby Hallen.

Airtox Dominance ønskede desuden heller ikke at samarbejde med MMA Galla på et sponsorat, da Mark O. Madsen ikke ville dele sponsoratet med en konkurrent. Til gengæld var han åben over for et samarbejde med UNITE, da de både har kickboxing, muaythai og MMA på deres fight cards.

I januar i år slog det igen gnister, da MMA Gallas direktør og medejer Otto Sparre Knudsen i et Facebook-opslag rettede skarp kritik mod Mark O. Madsen.

Her beskyldte han den tidligere OL-bryder for at have meddelt den norske fighter Jan Richard Joreid, at det ville få konsekvenser for hans fremtidige muligheder for at kæmpe i Airtox Dominance, hvis han valgte at kæmpe ved konkurrentens event.

På den måde pressede Madsen altså ifølge Knudsen nordmanden ud af det MMA Galla-stævne, han ellers var annonceret til.

Airtox Dominance-bossen benægtede anklagerne pure og indsendte herefter en klage til DMMAF, men Otto Sparre Knudsen holdt fast i sin kritik, og luftede i et interview med Fighting.dk yderligere utilfredshed med Mark O. Madsen og Airtox Dominance:

“Vi er nået dertil nu, hvor vi siger stop. Mark er gået efter os siden dag ét, og han har svinet os og alt det, vi har bygget op, til,” udtalte han blandt andet til mediet.

De hårde ord har altså fløjet frem og tilbage mellem MMA Galla og Airtox Dominance, men lørdag er det produktet i buret, der får lov til at tale.

Annonce
Annonce
Annonce