Efter et brutalt overfald i Tyrkiet og en efterfølgende operation kæmper den danske sanger Kevin ‘Bro’ Andreasen både fysisk og psykisk.
Nu reagerer han for første gang og fortæller, hvad der skal ske nu.
Kevin ‘Bro’ Andreasen har været tavs, siden han i weekenden blev udsat for et voldeligt overfald på en ferie i Alanya i Tyrkiet.
Nu bryder den danske sanger tavsheden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I en Instagram-story, som ifølge SE og HØR er blevet delt af ‘Syd på’-sangeren, takker han først for den massive støtte, han har modtaget efter den voldsomme hændelse.
Men samtidig gør han det klart, at overfaldet har sat dybe spor.
“Som tingene er lige nu, har jeg brug for at hele. Fysisk, men også psykisk. Faktisk nok mest psykisk,” skriver han ifølge mediet.
Fik flere brud i kæben
Kevin ‘Bro’ Andreasen pådrog sig flere brud på kæben under overfaldet.
Skaderne var så alvorlige, at han tidligere på ugen måtte gennemgå en operation.
En specialiseret kæbekirurg blev i den forbindelse fløjet til hospitalet for at behandle sangeren.
Efter operationen står det nu klart, at der venter en længere periode med både fysisk og psykisk heling.
Trækker sig fra offentligheden
Kevin Andreasen fortæller samtidig, at han har besluttet at trække sig i den kommende tid.
Han og familien har brug for ro til at komme sig efter den voldsomme oplevelse.
Sangeren understreger ifølge SE og HØR, at hans udseende lige nu er det mindste, han bekymrer sig om.
Det psykiske efterspil fylder langt mere.
Allerede tidligere på ugen fortalte hans søster til Presse-fotos.dk, at Kevin var hårdt mærket af hændelsen.
“Tre brud i kæben – oppe og nede – så er der en brækket næse og hele hans undermund. Mange af hans tænder er blevet slået ned i kæben. Han kan ikke bide sammen,” fortalte søsteren med en tydeligt berørt stemme.
Nu har Kevin ‘Bro’ altså selv sat ord på situationen – og signaleret, at han for en periode trækker sig fra offentligheden for at fokusere på at komme sig.
