Når Hovedstadens Letbane åbner hele sin strækning, bliver det ikke kun markeret med musik, underholdning og folkefest. Alle får også mulighed for at prøve den nye letbane gratis. På åbningsdagen bliver det nemlig gratis at rejse med både Hovedstadens Letbane og buslinje 300S.
Formålet er at give så mange som muligt mulighed for at opleve den nye forbindelse, der binder store dele af hovedstadsområdet tættere sammen. Den gratis transport gælder hele dagen, hvor Letbanen samtidig fejrer åbningen med aktiviteter langs ruten fra Ishøj til Lundtofte.
Folkefest
Højdepunktet bliver en stor folkefest ved Gladsaxe Rådhus med officiel åbningsceremoni, livemusik og oplevelser for hele familien. Med åbningen af den nordlige del bliver seks S-togslinjer og regionaltog forbundet i ét samlet transportsystem. Det gør det lettere at komme til blandt andet DTU, Herlev Hospital, Glostrup Hospital og de mange virksomheder og arbejdspladser langs Ring 3, skriver Letbanen på deres hjemmeside. Læs mere om festen her.
Skal køre hvert 5 minut
Ved åbningen vil Letbanen køre hvert 10. minut. Efter en indkøringsperiode øges frekvensen, så togene i dagtimerne på hverdage og lørdage kører hvert femte minut. Om aftenen og om søndagen vil der være afgange hvert 10. minut. Rejser man med cykel, er der også gode nyheder. Det er gratis at tage cyklen med ombord på Letbanen, hvilket gør det nemt at kombinere cykelturen med den kollektive transport.
Arrangementer ved stationerne
Udover den gratis transport vil der være lokale arrangementer ved flere stationer langs ruten, hvor kommunerne byder på aktiviteter, underholdning og oplevelser. Dermed bliver den 22. august ikke kun dagen, hvor Letbanen åbner i sin fulde længde – men også en oplagt mulighed for gratis at tage en prøvetur og opleve den nye forbindelse, som ventes at få stor betydning for den kollektive trafik i hovedstadsområdet.

