Ventetiden er snart forbi. Fredag den 22. august åbner Hovedstadens Letbane i sin fulde længde, og det bliver markeret med en stor festdag langs hele ruten fra Ishøj til Lundtofte.
Som en tak til de mange borgere, der har levet med vejarbejde, omkørsler og gener under byggeriet, bliver det gratis at køre med Letbanen hele dagen. Samtidig inviteres alle til en dag fyldt med musik, underholdning og aktiviteter for både børn og voksne.
Stor fest
Dagens største fejring bliver ved Gladsaxe Rådhus, hvor der fra klokken 11.00 til 16.00 afholdes officiel åbningsceremoni og folkefest. Her venter musik, underholdning og aktiviteter for både børn og voksne. Publikum kan blandt andet opleve science-shows fra DTU, kreative aktiviteter, streetart, teaterindslag og action-oplevelser, mens et stort sceneprogram med flere etablerede danske kunstnere danner rammen om fejringen. Se hele programmet her.
Programmet
Kl. 10.00-15.00: Lokale aktiviteter langs strækningen. Kl. 10.30: Indvielsestur for inviterede gæster med afgang fra Rødovre Nord. Kl. 11.00-16.30: Folkefest ved Gladsaxe Rådhus. Kl. 11.45-12.30: Officiel åbningsceremoni med taler og teaterforestilling.
Aktiviteter ved stationerne
Langs hele Letbanens strækning arrangerer kommunerne lokale aktiviteter ved stationer og knudepunkter, hvor borgere kan opleve alt fra musik og koroptrædener til konkurrencer, streetfodbold og loppemarkeder.
Den 22. august bliver dermed ikke kun dagen, hvor hele Letbanen tages i brug – men også en festdag med mulighed for gratis transport.


