Selv om Folketinget er gået på sommerferie står det politiske Danmark ikke stille. En omstridt sag om en udredning til Afghanistan-krigen udspiller sig nemlig – og nu skyder Lars Boje Mathiesen mod Folketinget
I et længere opslag på sin Facebook-profil går formanden for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, til angreb på muligheden for, at nuværende og tidligere folketingsmedlemmer kan anonymiseres i forbindelse med politiske beslutninger.
Ifølge Lars Boje Mathiesen er det særligt et problem, når det handler om beslutninger, der har sendt danske soldater i krig for landet.
“Jeg finder det dybt respektløst over for de danske soldater, der gjorde tjeneste i Afghanistan – og især over for dem, der mistede livet eller kom hjem med fysiske og psykiske ar, at man nu giver mulighed for at folketingsmedlemmer kan ‘slette’ sig selv fra historien,” skriver Lars Boje Mathiesen i opslaget på Facebook.
Formanden for Borgernes Parti og det eneste nuværende folketingsmedlem for partiet mener, at politikere, der har været med til at træffe store beslutninger på vegne af danskerne, også skal stå til ansvar for dem efterfølgende.
“Når man stiller op til Folketinget, beder man danskerne om deres tillid. Man beder om magten til at træffe beslutninger på deres vegne. Med den magt følger også et ansvar,” skriver han.
Ifølge Lars Boje Mathiesen forsvinder ansvaret ikke, blot fordi en politiker senere ønsker at undgå offentlighedens søgelys.
“Det ansvar forsvinder ikke, fordi man senere ønsker at slippe for offentlighedens blik,” lyder det fra Lars Boje Mathiesen på Facebook.
Han tilføjer, at det er afgørende for et demokrati, at borgerne kan se, hvem der står bag de store politiske beslutninger – især når konsekvenserne kan være alvorlige.
“Et demokrati bygger på, at borgerne kan se, hvem der har truffet de store beslutninger på deres vegne – især når beslutningerne har sendt danske soldater i krig og haft livsændrende eller dødelige konsekvenser,” skriver han.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I Facebook-opslaget fortæller Lars Boje Mathiesen samtidig, at Borgernes Parti vil tage sagen videre til Folketinget.
Partiet ønsker ifølge ham at fremsætte et beslutningsforslag, der skal sikre, at politikere ikke kan skjule deres tidligere handlinger gennem anonymisering.
“Derfor retter jeg på vegne af Borgernes Parti henvendelse til Folketinget med henblik på at fremsætte et beslutningsforslag, der skal sikre, at hverken nuværende eller tidligere folketingsmedlemmer kan anonymiseres,” skriver han.
Lars Boje Mathiesen slutter sit opslag med en klar opfordring om at tage politisk ansvar.
“Har man sendt andre i krig, bør man også åbent stå ved, at man traf beslutningen,” skriver han til sidst.
Han mener dermed, at politikere ikke skal kunne undgå ansvar for beslutninger, der har haft store konsekvenser for danske soldater og deres familier.
“I et folkestyre må magt ikke kunne skjules bag anonymitet,” afslutter Lars Boje Mathiesen sit opslag.
