Torsdag aften trådte Damon Albarn og resten af livemusikerne bag tegneseriebandet Gorillaz ind på Orange Scene som et af årets absolut største hovednavne på Roskilde Festival.
Albarn har stået der et utal af gange før – blandt andet med netop Gorillaz, Blur og verdensmusikprojektet Africa Express.
Den prisværdige indsats for at løfte musikscenerne i en række lande, der generelt får for lidt opmærksomhed i den vestlige musikpresse, har i høj grad også gjort sit indtog på Gorillaz’ musik.
Og det gjorde det også torsdag aften, hvor det virtuelle bands nye og primært indisk-inspirerede plade ‘The Mountain’ satte et klart aftryk på sætlisten – og dermed også koncertoplevelsen.
(Artiklen fortsætter udner boksen)
For lang mellem snapsene
‘The Mountain’, der udkom tilbage i februar, var en klar forbedring fra 2023’s ‘Cracker Island’. Men ikke desto mindre er det langt fra det bedste, Damon Albarn og kompagni nogensinde har leveret.
Og måske endnu vigtigere i en koncertsammenhæng er det, at treenigheden bestående af den selvbetitlede debut, ‘Demon Days’ og ‘Plastic Beach’ er langt bedre egnet til en Roskilde-koncert i Orange-størrelsesordenen.
Heldigvis stod numre fra de tre plader da også for mere end halvdelen af sætlisten, men til gengæld blev det også til seks bestigninger af ‘The Mountain’ undervejs.
Og det var lidt som om, at det slog pusten lidt ud af publikum, der nok mest af alt var kommet for at synge med på ikoniske numre som ‘Feel Good Inc.’ og ‘Clint Eastwood’.
Det fik de såmænd også lov til at gøre, men der var ofte lidt for langt mellem de egentlig perler i bandets diskografi.
Reaktionen fra publikum, når Damon Albarn indstillede tidsmaskinen til et sted mellem 2001 og 2010, eksemplificerede da også tydeligt, hvor relativt lille en tilknytning publikum – indtil videre – har til ‘The Mountain’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Brokkehoved
Rent musikalsk var der dog som sædvanligt ikke en finger at sætte på Damon Albarn og det dygtige liveband. Det skulle da lige være, at Albarn selv missede sit cue i starten af ‘Feel Good Inc.’ – en fejl som han fik undskyldt med, at han pludselig fik lyst til at hylde De La Soul, der var repræsenteret med Posdnuous på scenen.
Generelt virkede han faktisk lettere distraheret undervejs, hvilket også kom til udtryk i hans gentagne kommentarer om volumen på Lagune-scenen, hvor engelske Uncle Acid & the Deadbeats spillede.
Den koncert blev senere aflyst ganske kort inde i bandets optræden. Årsagen var ifølge Roskilde Festival ‘et samspil mellem vindforholdene og de tekniske forhold, som påvirkede lydafviklingen på en uhensigtsmæssig måde’.
Man kunne da også sagtens høre det engelske rockbands heavy psych-band, når musikken stilnede af på Orange Scene.
Men Damon Albarn skulle måske hellere have fokuseret sin egen optræden, der bestemt ikke var ringe, men altså ikke kunne leve op til hans tidligere Roskilde-triumfer.
