Lørdag kan gæster i Cirkus Summarum have drukket rensevæske. Ved en fejl blev der nemlig blandet rensevæske i en beholder med hyldeblomst-slushice.
Det bekræfter Muskelsvindfonden, som arrangerer cirkusset, over for Ekstra Bladet.
Fejlen skete i pausen til en forestilling lørdag eftermiddag.
Alle gæster fra forestillingen er nu blevet kontaktet på sms.
Her opfordres de til at kontakte Giftlinjen, hvis de oplever symptomer som synkebesvær eller smerter i munden.
Direktør og indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen, skriver til Ekstra Bladet, at de nu gennemgår deres procedurer.
Fonden har endnu ikke hørt fra gæster med symptomer.