Voldsom straf til Brøndby IF: Nu rammes tilhængerne

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Efter playoff-kampen mod F.C. København på Brøndby Stasion har Vestegns-klubben nu modtaget en stor straf, der kommer til at ramme de blå-gule tilhængere

Sæsonen endte i et nederlag på hjemmebane mod ærkerivalerne fra FCK, og derfor endte Brøndby IF med en Europa-løs næste sæson.

Men nederlaget og tabet af muligheden for europæiske kampe er nu ikke det eneste, som Brøndby bliver ramt af fra play off-kampen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto fra Brøndby Stadion

Brøndby skal i den kommende superligasæsons to første hjemmekampe lukke øverste afsnit på stemningstribunen Sydsiden.

Det har Fodboldens Disciplinærinstans slået fast, oplyser Brøndby på sin hjemmeside.

Årsagen er en række regelbrud i forbindelse med den såkaldte Europa Playoff mod FC København 21. maj.

Her blev der blandt andet affyret pyroteknik fra Sydsidens øverste dæk, hvor de mest hårdkogte fans er placeret på Brøndby Stadion. Derudover blev en kvinde i kørestol overfaldet.

– For så vidt angår overfaldet på en kvinde i kørestol, blev gerningsmanden politianmeldt af Brøndby IF. Han er siden blevet sigtet af politiet. Klubben har derudover uddelt en karantæne på livstid for den dybt chokerende og afstumpede handling, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Kvinden havde et FCK-klistermærke på kørestolen, mens hun opholdt sig på familietribunen, hvor pladserne til folk i kørestole er.

Af frygt for sin sikkerhed forlod kvinden, der lider af muskelsvind, stadion før tid, efter at tre mænd havde chikaneret hende og bragt hende i fare.

På Facebook beskrev hun oplevelsen, hvor den ene af mændene begyndte at pille ved den respiratorslange, som hjælper hende med at trække vejret, og som er koblet til kørestolen.

Efter kampen var der desuden flere fans fra den nedre del af Sydsiden, der brokkede sig over, at gløder fra pyroteknik på det øvre dæk dalede ned i hovederne på dem.

Også det forsøger Brøndby at komme til livs.

– Klubben ser ligeledes med stor alvor på brugen af pyroteknik, der under kampen på uacceptabel vis udsatte fans på Sydsiden Nedre for både fare og skader, skriver Brøndby.

Brøndby møder henholdsvis Viborg FF og Sønderjyske i sine første hjemmekampe i den nye sæson.

/ritzau/

Annonce
Annonce