Må skuffe mange: Massiv interesse for Copenhagen Marathon

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Et enormt antal løbere har meldt deres interesse i næste års løb, hvor der er 35.000 startnumre til rådighed.

For lidt over en måned siden løb årets udgave af Copenhagen Marathon af stablen.

Startnumre til løbet blev udsolgt på under et døgn, og derfor har man nu indført et nyt lotterisystem, der skal gøre mulighederne for at opnå et startnummer mere retfærdige.

Og det er tilsyneladende et tiltag, der har skabt massiv interesse for næste års Copenhagen Marathon.

Det betyder dog samtidig også, at mere end halvdelen af ansøgerne til de 35.000 startnumre vil modtage en nedslående meddelelse i deres indboks.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

‘Blandt Europas mest attraktive’

I en pressemeddelelse kan arrangørerne af Copenhagen Marathon, Sparta Atletik og Løb, løfte sløret for antallet af ansøgere til startnummer-lotteriet.

Hele 80.937 har fået et lod i lotteriet, og kan dermed være blandt de heldige, der får mulighed for at købe adgang til løbet.

Mere end 160 nationaliteter er repræsenteret blandt ansøgerne, og flere har i år taget imod det nye tilbud om at ansøge i grupper.

37 procent af ansøgerne er desuden kvinder. Det er stigning på omkring syv procentpoint i forhold til den kvindelige andel af årets felt.

Den store interesse glæder Dorte Vibjerg, der er CEO hos Sparta Atletik & Løb:

“Den massive interesse vidner om, at København i dag er blandt Europas mest attraktive maraton-destinationer. Copenhagen Marathon er blevet mere end et løb; for mange er det et personligt livsmål og en oplevelse, de drømmer om at dele med andre. Med lotteriet har alle haft et vindue på tre uger til at skrive sig op, uanset hvor i verden de bor. Det har givet langt flere en reel chance for at være med,” siger hun i atletik- og løbeklubbens pressemeddelelse.

Der er stadig muligheder for de uheldige

Der er 35.000 startnumre til rådighed til Copenhagen Marathon, og rigtig mange ansøgere vil altså ikke blive tilfældigt udvalgt.

Hvis du er blandt de ansøgere, der desværre ikke har heldet med sig i lotteriet –eller måske slet ikke nåede at ansøge inden for ansøgningsvinduet – er der dog stadig håb forude.

Senere vil det nemlig blive muligt at skaffe sig et startnummer via officielle velgørenhedspartnere eller rejsearrangører.

Du kan i den kommende tid følge med i dine muligheder for dette på Copenhagen Marathons hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce