Flere er stærkt utilfreds med, at SF har genansat en tidligere rådgiver anklaget for seksuel krænkelse og upassende adfærd.
En opsigtsvækkende sag har ramt SF, efter at partiformand Pia Olsen Dyhr har valgt at ansætte en ny særlig rådgiver.
Vedkommende har nemlig før arbejdet i partiet, men stoppede efter ‘gensidig aftale’ tilbage i 2020.
Ifølge Politiken ligger der dog anklager om upassende adfærd og en seksuel krænkelse bag, og det har fået en af ofrene bag den seks år gamle personalesag til at tordne mod partitoppen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sagen har ikke været kendt af offentligheden, før Politiken onsdag beskrev den. I den forbindelse er SF-rådmand på Frederiksberg Lotte Kofoed gået på de sociale medier for at lufte sin utilfredshed.
‘De sidste 14 dage har du gjort mit liv til et helvede,’ indleder Kofoed et opslag, der er en direkte besked til Pia Olsen Dyhr.
‘Du har udsat mig for et psykisk pres, jeg aldrig har oplevet før. Du har ansat den mand, der krænkede mig, som du fyrede, fordi han krænkede flere i SF.’
Ifølge Lotte Kofoed var det SF-formanden selv, der takkede hende for at stå frem, da hun tilbage i 2020 stillede sig frem med de alvorlige sager. Hun betvivler derfor, om Pia Olsen Dyhr fortsat mener, om personalesagen er alvorlig eller ej.
‘Jeg gik til partiet, for at det aldrig skulle ske igen for andre kvinder. Jeg har ikke valgt det, du gør mod mig nu, ved at negligere, hvad der skete dengang. Det har du alene,’ lyder den hårde kritik.
I forbindelse med Politikens artikel har Pia Olsen Dyhr ikke ønsket at stille op til interview. Hun skriver dog følgende i en sms til avisen:
‘Der er nu gået seks år, og efter grundige overvejelser er jeg nået frem til, at det er rimeligt at give vedkommende en ny chance.’
Pia Olsen Dyhr skriver desuden, at hun godt ved, at det ikke er alle, der er enige i den beslutning, og det har hun respekt for. Og det har partiformanden ret i.
For selv om Lotte Kofoed også gerne ser, at folk får en chance til, så mener hun overhovedet ikke, at det er passende, at vedkommende får lov at få en chance på arbejdspladsen, hvor han før har krænket.
‘Jeg vil ikke skamme mig. Modsat dig, har jeg ikke glemt, hvad jeg står for, og hvilke værdier SF står for. Din magt over mig skræmmer mig ikke, du har sørget for, at jeg intet har at tabe. Jeg ikke brug for dig, som andre tæt på dig har,’ skriver hun i opslaget.
Lotte Kofoed forventer derfor en officiel undskyldning fra Pia Olsen Dyhr, når hun engang indser, hvad hun har gjort, og at det er en fejl, lyder det.
‘Du skader min familie og mig, du skader SF, og du skader venstrefløjen med det her hykleri, når du sætter dine egne behov over alt det, vi sammen har kæmpet for, og alt det, vi står for, ved at stå på krænkerens side,’ lyder det afslutningsvist i opslaget på X.
Lotte Kofoed er ikke alene om kritikken.
Torsdag siger lokalformand i SF på Frederiksberg, August Gade, at han vil have ansættelsen genovervejet. Det siger han ifølge Ritzau til TV 2 Kosmopol.
Rådgiveren har ikke ønsket at kommenterer på sagen til Politiken.