Ronaldo får karantæne fra landsholdet

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Cristiano Ronaldo har fået 30 dages karantæne for at forlade Portugals lejr forud for kampen mod Danmark.

Det portugisiske fodboldforbunds disciplinærudvalg har tildelt Cristiano Ronaldo 30 kalenderdages karantæne og en bøde på 255 euro, efter at den portugisiske stjerne forlod landsholdets lejr i København forud for kampen mod Danmark.

Det oplyser forbundet ifølge det portugisiske medie A Bola.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Cristiano Ronaldo, da han ankom til Danmark forud opgøret mellem Danmark og Portugal, arkivfoto.

Karantænen er gældende fra 30. september, hvor Ronaldo forlod den portugisiske lejr.

Han kan derfor være med, når Portugal skal spille de to sidste Nations League-kampe i midten af november mod Danmark og Wales, hvis landstræner Jorge Jesus vælger at udtage ham.

Bøden svarer til lige under 2000 kroner.

41-årige Ronaldo har spillet 234 kampe for Portugal og scoret 146 mål.

Han forlod det portugisiske hold i København dagen inden, at man skulle møde Danmark i Parken.

Ifølge Ronaldo havde landstræner Jorge Jesus brudt sit ord over for ham.

Ronaldo undskyldte dog efterfølgende for sin pludselige afrejse.

– Jeg burde ikke have gjort det. Ansvaret er udelukkende mit, skrev han.

Ronaldo har forklaret, at det inden landsholdssamlingen, der bød på fire kampe, var aftalt, at han skulle spille den første og den sidste af de kampe, der ventede.

Det drejede sig om hjemmekampene mod Wales og Norge.

Ronaldo spillede som planlagt mod Wales. Efterfølgende spurgte landstræneren ifølge Ronaldo, om han også kunne spille en halv time mod Norge.

Det accepterede Ronaldo, som varmede op i anden halvleg, men aldrig kom på banen.

Ifølge Ronaldo aftalte de to efterfølgende, at landstræneren skulle forklare forløbet, som det var, på pressemødet inden kampen mod Danmark.

Det skete imidlertid ikke ifølge Ronaldo, og derfor valgte han at forlade landsholdslejren.

Ronaldo har tidligere spillet i europæiske storklubber som Real Madrid og Manchester United. I dag spiller han for saudiarabiske Al-Nassr.

RITZAU

Vidste du, at Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.

Annonce
Annonce
Annonce