En af landets største endagsfestivaler kan nu melde udsolgt og byde 20.000 mennesker velkommen til en dag med fyrværkeri og musik.
Den danske festivalsommer er over os, og det betyder travlhed hos koncert- og festivalarrangørerne i DTD Group.
Selskabet står – foruden en række selvstændige koncerter – bag det netop overståede NorthSide i Aarhus og det kommende Tinderbox i Odense.
Og så har firmaet også en ganske populær endagsfestival i porteføljen.
Den festival kan nu melde alt udsolgt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Stolte og taknemmelige’
Allerede i februar kunne DTD Group juble over, at alle almindelige Tinderbox-partoutbilletter var solgte.
Og nu kan de også fejre, at alle billetter til endagsfestivalen Fyrfest er væk.
Dermed kommer 20.000 glade mennesker til at indtage Dyrskuepladsen i Viborg den 29. august.
“Vi er både stolte og taknemmelige over den opbakning, vi oplever til Fyrfest. At kunne melde udsolgt næsten tre måneder før festivalen er et stærkt bevis på den position, Fyrfest har opnået,” udtaler festivalchef Peter Kjær i en pressemeddelelse, hvor han fortsætter:
“Nu er vi i fuld gang med de sidste forberedelser, så vi kan skabe de bedste rammer og sikre en fantastisk oplevelse for alle vores gæster. Vi glæder os til at byde velkommen til en fantastisk dag i Viborg.”
En vild udvikling
Fyrfest blev tilbage i 2011 introduceret som en kombination af fyrværkerishow og musikfestival.
Dengang hed festivalen Fyrværkerifestival.dk og foregik på Bamsebo Camping i Ulstrup.
Siden har festivalen vokset sig større og større, mens den i første omgang flyttede til Bjerringbro i 2013 og siden til Viborg i 2018 – samme år som festivalen smed ‘.dk’ fra navnet.
I 2024 skiftede festivalen igen navn, og siden er den årlige begivenhed blevet kendt som Fyrfest.
Fyrværkerishows af høj klasse kan man stadig opleve på Fyrfest, men festivalen har samtidig meldt sig ind blandt landets største musikalske endagsfestivaler – især med tilgangen af DTD Group som arrangører.
I 2026 byder Fyrfests musikprogram på Aphaca, Benjamin Hav & Familien, Malte Ebert, Medina, Mumle, Thomas Helmig og Tobias Rahim.
