Løsgængeren og det tidligere medlem af Borgernes Parti Emilie Schytte vil ikke på forhånd love sin støtte til Troels Lund Poulsens forslag til en VLAK-regering
Det er på nuværende tidspunkt ikke alle fire løsgængere i Folketinget, der entydigt vil sige ja til kongelig undersøger Troels Lund Poulsens (V) forslag til en VLAK-regering.
Det sker på trods af, at alle løsgængerne kommer fra fire blå partier.
Løsgængeren Emilie Schytte, som blev valgt ind for Lars Bojes Borgernes Parti fortæller, at hun gerne først vil forhandle om VLAK-regeringen.
Hun vil altså ikke på forhånd sige ja til forslaget fra Venstres formand
“Jeg forhandler gerne med alle partier, der vil arbejde for at give borgerne en større indflydelse på deres hverdag. Min dør står altid åben,” svarer Emilie Schytte på B.T.s spørgsmål, om hun vil støtte VLAK.
En anden løsgænger Jacob Harris, der også har været medlem af Borgernes Parti, fortalte i modsætning til Emilie Schytte hurtigt, at han gerne støtter VLAK.
“Der er fuld opbakning hos mig. Jeg har hele tiden gået til valg på en blå retning, når Troels Lund Poulsen melder ud om en blå regering, så er der fuld opbakning herfra,« sagde løsgænger Jacob Harris onsdag til B.T..
En tredje løsgænger Nadja Natalie Isaksen har også tidligere fortalt mediet, at hun gerne støtter en VLAK-regering.
Løsgængeren Cecilie Liv Hansen, der siden folketingsvalget i marts har været et omdiskuteret emne, har endnu ikke svaret på, om hun støtter en VLAK-regering.